Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Kvindelige indsatte sidder længere tid i fængsel end for 10 år siden

Den gennemsnitlige tid for indsatte kvinder, der afsoner en fængselsstraf, er steget fra 4,3 måneder i 2014 til 6,7 måneder i 2023. Det fremgår af et svar justitsminister Peter Hummelgaard (S) til SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt. Tallene bygger på en opgørelse over kvinder med tidsbestemte straffe, som er prøveløsladt eller løsladt efter endt straf i perioden fra 2014 til og med 2023. For indsatte, der har været varetægtsfængslet, indgår varetægtsfængslingen i den tid, de har siddet i fængsel. Opgørelsen omfatter både kvinder, der har afsonet i Jyderup Fængsel og andre fængsler. Siden efteråret 2021 har Jyderup Fængsel været kvindefængsel.

Belægget har siden 2022 ligger over 100

Det fremgår af et andet svar fra justitsministeren, at det gennemsnitlige daglige belæg af kvindelige afsonere er steget fra knap 88 i 2014 til 140 i 2024 (frem til den 24. september). Siden 2022 har belægget ligget på over 100. Det lå på 104 i 2022 og næsten 118 i 2023. Belægget var lavest i 2015, hvor det lå på knap 68. Tallene for 2024 er foreløbige, og de kan være behæftet med fejlregistreringer. Det fremgår ikke af det nye svar, hvor mange kvinder der venter på at komme til Jyderup Fængsel.

Justitsministeriet oplyste i september, at der pr. 13. august i år var 83 kvindelige indsatte (afsonere og varetægtsfængslede), der var placeret uden for Jyderup Fængsel.

Kvindefængsel i Jylland?

Justitsministeren vil ikke afvise, at det kan komme på tale at oprette et kvindefængsel et andet i Danmark, formentlig i Jylland. Det oplyser han i et tredje svar til Karina Lorentzen Dehnhardt, som begrunder sit spørgsmål med, at et meget højt antal kvindelige afsonere venter på at komme til i Jyderup?

Justitsministeren svarer, at det ligger ham ”meget på sinde, at vi gør, hvad vi kan, for at indsatte får et godt afsonings- og udslusningsforløb, og at deres familier kan opretholde kontakten under afsoning”. Børnene er ofte dem, der lider mest, når deres mor eller far sidder i fængsel, og

det er derfor vigtigt, at vi som samfund har fokus på, hvordan vi bedst kan hjælpe børnene til at få et godt forhold til deres forældre og undgå, at de følger i samme fodspor som forældrene.”

”Vores fængselsvæsen er hårdt presset, og det ser regeringen på med stor alvor. I regeringens kommende strafreform vil vi derfor kigge på, hvordan vi kan sikre, at fængselsvæsenet bliver polstret til at håndtere de udfordringer, og jeg vil bestemt ikke afvise, at vi i den forbindelse kan se nærmere på, om det kan give mening at etablere endnu et kvindefængsel i Danmark,” skriver justitsministeren.

Læs mere

Svar fra justitsministeren om, hvor lang tid indsatte kvinders afsoner i fængsel (Spørgsmål 1518), Folketinget, 21-10-2024

Svar fra justitsministeren om udviklingen i antallet af kvindelige afsonere (Spørgsmål 1517), Folketinget, 21-10-2024

Svar fra justitsministeren om det vil give mening at oprette en afdeling af kvindefængslet i Jylland (Spørgsmål 1516), Folketinget, 21-10-2024

Svar fra justitsministeren om, der sidder kvinder i andre fængsler, mens de venter på en plads i Jyderup? (Spørgsmål 1333), Folketinget, 10-09-2024