I 2008 blev der oprettet en dokumentations- og evalueringsenhed i Kriminalforsorgen, der bl.a. skulle forbedre den »forebyggende og resocialiserende indsats, der skal give de dømte en bedre chance for at vende tilbage til en tilværelse uden kriminalitet«. Siden da er enheden løbende kommet med forslag til forbedringer til det resocialiserende arbejde, der altså skal sikre, at kriminelle får en god vej tilbage til samfundet. Men nu har ledelsen i Kriminalforsorgen besluttet, at enheden skal lukkes, og medarbejderne i enheden er blevet varslet opsagt, skriver Berlingske.dk.
Ifølge Kriminalforsorgen skyldes nedlæggelsen, at »Kriminalforsorgen skal styrke arbejdet med databeskyttelse og informationssikkerhed«, og at det derfor har været nødvendigt at ændre personalesammensætningen for at spare penge. Men den beslutning vækker nu dyb forundring og bekymring hos både forskere og politikere på Christiansborg.
En af dem er Linda Kjær Minke, der er forskningsleder på juridisk institut på Syddansk Universitet: »Jeg må sige, at jeg blev meget, meget forundret, da jeg fandt ud af, at man havde lukket den enhed, for det er en enhed, der består af meget kvalificerede medarbejdere, der igennem en længere årrække har bidraget med vigtig viden på Kriminalforsorgens område. Jeg kan derfor være bekymret for, om lukningen af enheden betyder, at samfundet får mindre viden om både de resocialiserende indsatser og andre betydningsfulde forhold i fængselssystemet,« siger Linda Kjær Minke.
• Læs hele artiklen på Berlingske.dk (betalingsartikel)