SF har fremsat et beslutningsforslag i Folketinget om at ændre reglerne om sagsomkostninger i straffesager, så der lægges større vægt på resocialisering og forebyggelse af tilbagefald til kriminalitet.
Om baggrunden for forslaget skriver SF:
”Mange indsatte i institutioner under kriminalforsorgen står efter endt afsoning i en situation med betydelig gæld til det offentlige, fordi de hæfter for sagsomkostningerne i forbindelse med straffesagen. Det kan dreje sig om ganske store beløb, som de pågældende reelt ikke har mulighed for at betale.
For mange tidligere indsatte er konsekvensen af en uoverskuelig og uoverstigelig gæld til det offentlige, at de ikke har noget økonomisk incitament til at indgå på arbejdsmarkedet, men i stedet forsørger sig ved offentlige ydelser, sort arbejde eller ny kriminalitet. Den nuværende ordning er hindrende for resocialisering af tidligere indsatte. Hertil kommer, at langt størstedelen af sagsomkostningerne reelt aldrig inddrives, men alligevel bruger staten mange ressourcer til at administrere og forsøge at inddrive gælden. …
Renten for gæld til straffesagsomkostninger er desuden meget høj, og Gældsstyrelsen har mulighed for at inddrive gælden fra straffesagsomkostninger ved at indeholde skyldige beløb i lønindkomsten. Samtidig betyder en særregel i reglerne om eftergivelse af gæld til det offentlige, at det stort set er umuligt at få eftergivet gæld fra straffesagsomkostninger. Gælden fra straffesagsomkostninger kan derfor i sig selv være med til at fastholde nogle domfældte i en kriminel tilværelse og gøre vejen ud af kriminalitet sværere.
Socialistisk Folkeparti foreslår på den baggrund en gentænkning af den gældende ordning for pålæg af og betaling for sagsomkostninger i straffesager, herunder muligheden for at afskaffe pålæg af sagsomkostninger og hel eller delvis eftergivelse af gæld fra sagsomkostninger. Forslaget vil efter forslagsstillernes vurdering få begrænsede økonomiske konsekvenser for det offentlige – om nogen overhovedet – da forslaget vil bevirke en bedre resocialisering af tidligere kriminelle og begrænse tilbagefald til kriminalitet, og da det samtidig kun er en meget begrænset del af gælden fra sagsomkostninger, der er muligt at inddrive.”
Det vides endnu ikke, hvornår forslaget skal behandles i folketingssalen.
• Læs mere om undersøgelsen ”Sagsomkostninger i straffesager – ny viden om et gammelt problem”