Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

(Foto: Bent Dahl Jensen)

Fangekunst på Københavns Rådhus

Festsalen på Københavns Rådhus lægger fra 11. til 22. november 2014 rum til en udstilling med malerier og andre kunstværker, der er lavet af tidligere og nuværende indsatte i danske fængsler.

Udstillingen med Fangekunst på Københavns Rådhus er åben på hverdage kl. 9-16 og lørdage kl. 10-13. Søndag lukket. Den er arrangeret af Café Exit i samarbejde med EPEA-Danmark, der er en underafdeling af European Prison Education Association (EPEA).

Den officielle åbning af udstillingen fandt sted onsdag den 12. november med taler af socialborgmester Jesper Christensen (S) og direktøren for Kriminalforsorgen, Johan Reimann.


“Giver et godt indblik i en barsk hverdag”

Jesper Christensen sagde i sin tale, at billederne giver et godt indblik i, hvor barsk en hverdag, det kan være et leve på samfundets skyggeside – med gangsterattitude, ensomhed men også med inspiration.

”Det er rigtig dejligt at se, at der også er nogle billeder med håb – håb om at det kan være anderledes; håb om at relationerne til den familie, man ikke har været en del af hele tiden, måske også kan blive bedre,” sagde han.

Jesper Christensen henviste til, at undersøgelser viser, at man ved at stimulere kreativiteten hos indsatte og ved at arbejde med det menneske, som ikke bare er en fange, men er et helt menneske, er med til at støtte de pågældende til at vælge et liv uden kriminalitet efter afsoningen.

”Derfor er det meget opløftende at se billederne. Alene det, at de er blevet til og er nået helt herind, vidner jo om, at kunstnerne bag disse værker har meget mere at byde på end det at være lovbryder. De har lyst til noget andet end det kriminelle liv.

Café Exits motto – Fra indsat til værdsat – udtrykker meget fint, hvad det hele handler om. Vi kan næppe undgå straf og indespærring, men vi skal vise, at der er brug for jer, og at verden kan se anderledes ud.

Billederne er gode, og det er rigtigt opløftende. Jeg er dybt imponeret over, hvor fint I kan ramme stemninger og det, I udtrykker med billederne, så jeg håber meget, at kunstnerne bag udstillingen ikke kun i dag, men også senere hen får mulighed for at høste ros for det, de nu har vist, de også kan,” sagde socialborgmester Jesper Christensen.


“Der udtrykkes følelser, længsler og frustrationer”

Direktør for Kriminalforsorgen, Johan Reimann, rettede i sin tale en varm tak til Fangekoret og til Café Exit, ”som endnu engang har stået bag et arrangement for at understøtte samfundets svageste og hjælpe dem videre til et liv uden kriminalitet”. Han fandt, at man næppe kunne finde en mere historiefyldt og festlig ramme om udstillingen. Endelig – og vigtigst – rettede han en tak til de mennesker, der har malet billederne og stillet dem til rådighed for udstillingen.

Johan Reimann nævnte videre, at en af de vigtigste opgaver i Kriminalforsorgen er relationsarbejdet.

”Her giver kunsten en mulighed for, at vores klienter kan udtrykke sig på en anden måde, end de måske ville gøre mundtligt eller skriftligt. De kan få sagt nogle ting, som måske er svære at sige i hverdagen. Eller måske er svære at sige overhovedet. Man skal ikke kigge længe på billederne for at se, at der udtrykkes følelser, længsler og frustrationer, som næppe ville være blevet formuleret med ord.

En anden ting, der er vigtig for os, er, at vi åbner os over for omverdenen. Vi ved fra vores omdømmeundersøgelser, at de mennesker, der kender os, værdsætter os, mens de mennesker, der ikke kender os, bedømmer os mere kritisk. Det er derfor vigtigt for os at sprede kendskabet til Kriminalforsorgens virksomhed og navnlig at få folk til at forstå, at vores arbejde handler om at bringe mennesker gennem en proces og videre til et liv uden kriminalitet.

Det er for det tredje vigtigt for os at gøre brug af civilsamfundets ressourcer til at løfte vores opgave, så de medvirker til, at folk ikke falder tilbage til kriminalitet. Her er Café Exit en af de heldigvis flere, men en af de store spillere, hvor vi får hjælp fra civilsamfundet til, at bringe mennesker på ret kurs. En dag som i dag er med til at understrege vigtigheden af det arbejde, der udføres af Café Exit, men også af det arbejde, der udføres af rigtig mange andre organisationer og frivillige i Danmark,” sagde direktør Johan Reimann fra Kriminalforsorgen.

Gratisavisen MetroXpress bragte den 13. november 2014 en artikel om udstillingen Fangekunst. Den kan læses her.