Det er vigtigt med alternative fællesskaber som Fangekoret, Café Exit og lignende initiativer, da de hjælper indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løsladelsen. For de alternative fællesskaber er med til at give personen en ny identitet, der ikke er knyttet til et kriminelt fællesskab, og derfor kan hjælpe vedkommende til en kriminalitetsfri tilværelse.
Det var en af konklusionerne på det foredrag, cand.pæd. Lise Munk holdt ved en kursusaften den 21. september for Café Exits frivillige i København. Lise Munk har for nylig afleveret sit speciale ”En kriminalitetsfri tilværelse”, hvor hun bl.a. har interviewet tre medlemmer fra Fangekoret.
Hver tredje med en fængsels- eller forvaringsdom begår ny kriminalitet
Lise Munk fortalte indledningsvis, at recidiv-procenten for fængsels- og forvaringsdømte er på 34,5 %. Det vil sige, at godt hver tredje person med en fængsels- eller forvaringsdom begår ny kriminalitet inden for to år efter løsladelsen.
Derfor er mange optaget af, hvordan kan man bedst muligt kan sikre sig, at tidligere kriminelle kommer ud af kriminalitet og kan leve en kriminalitetsfri tilværelse.
Som svar på det spørgsmål henviste Lise Munk til et skotsk forskningsprojekt, hvor man har fundet ud af, at det er rigtig vigtigt, at man får skabt en ny identitet, der er forankret i andre fællesskaber end den kriminelle identitet. Dernæst handler det om, at man kan skabe og fastholde håb. Og for det tredje handler det om at etablere nogle ressourcer i den enkeltes netværk. (Bag det skotske projekt står IRISS (The Institute for Research and Innovation in Social Services.)
Lise Munk har i sit projekt arbejdet med det første punkt – nemlig det med at skabe en ny identitet, der er er forankret i andre fællesskaber end det kriminelle.
Identitet og fordomme
Inden hun fortalte om projektet, gav hun en kort introduktion til selve identitets-begrebet:
Vores identitet dannes i alle de sociale processer, vi er en del af i det sociale samspil med andre. Vi finder ud af, hvem vi selv er, ved at se på den måde, andre reagerer på os. Er man en god kammerat eller en god fodboldspiller eller en god veninde? Andres perspektiver på os og vores handlinger er det, der danner grundlaget for, hvordan vi forstår os selv.
De sociale positioner, vi har, er derfor med til at skabe vores identitet. Det gælder særligt vores arbejde. Når man møder et andet menneske, spørger man ofte: Hvad laver du? Det, man er, er meget med til at definere, hvem vi er.
Ikke kun arbejde, men også fritidsaktiviteter, familie og venskabsrelationer er med til at definere, hvem vi er.
Man indtager således forskellige sociale positioner, og vi handler i overensstemmelse med de forventningsnormer, der er knyttet til disse positioner. Der er en masse normer i forhold til, hvordan man udfører sit arbejde osv., og disse normer formidles gennem den kultur, vi er en del af. Hvis man modsat handler uden for normerne eller hvad, der er socialt acceptabelt, så begynder der en proces, hvor man ekskluderes eller stigmatiseres.
Der er også knyttet en masse fordomme til de forskellige sociale positioner. Vi deler verden ind i nogle stereotyper, så vi nemt kan navigere rundt i verden til daglig. Hvis man ser en sygeplejerske, så har man nogle umiddelbare forventninger til, at hun er omsorgsfuld og hjælpsom. Man forventer, at politimanden har en høj moral i forhold til, hvad der er rigtigt og forkert. Tilsvarende kan man have mange fordomme til en kvinde, der går med tørklæde – fx at hun er undertrykt, eller hvad man har af forudindtagede holdninger.
Vi er meget hurtige til at dele verden op i ”os” og ”dem”, og det gør vi helt automatisk. Hvis man har begået noget kriminelt, retter der sig også en række fordomme mod det, fordi man har forbrudt sig mod samfundets normer.
Der sker også det, at man forholder sig til et menneske som fagperson, fx ser vi en præst i forhold til vedkommendes faglige identitet, og derved reducerer vi personen i forhold til, hvad vedkommende ellers indeholder. Det samme gør sig gældende i forhold til kriminelle. Det kan godt være, at vedkommende har haft et godt arbejde, eller spillet fodbold ligesom mig, men det går tabt på en eller anden måde, så man kun ser den kriminelle gerning, som personen har gjort.
Fængsels-identitet
”Når det er sådan, at identiteten er afhængig af konteksten og bliver skabt af de fællesskaber, man færdes i, så er det klart, at det gør noget ved identiteten, når man kommer i fængsel. Det gør også noget i forhold til ens muligheder for at klare sig i livet, når man kommer ud på anden side igen,” sagde Lise Munk som afslutning på den generelle introduktion af identitets-begrebet.
Hun har i sit projekt interviewet tre medlemmer af Fangekoret, som også er aktive i forhold til Café Exit, for mere præcist at undersøge, hvad sker i de sociale processer, der er med til at danne identiteten under og efter afsoningen.
Om det at komme i fængsel siger en af interviewpersonerne:
”At miste sin frihed, miste sin handlefrihed, miste sin identitet på et øjeblik, det er så ubeskriveligt frygteligt, så man næsten ikke kan sætte ord på det. Pludselig var jeg et nummer i systemet. Jeg var …, der havde begået et drab og skulle sidde vanvittig mange år i fængsel. Jeg var ikke længere …, der havde haft en lang fortid med kone og børn og rejser og udstationering i udlandet. Og alle de andre ting, man sådan langsomt bygger sin egen identitet op på.”
Og om den afstand, der er mellem indsatte og fængselsbetjentene, siger vedkommende:
”Selv om der er mange gode fængselsbetjente (…) så kan du jo godt mærke, at der stadigvæk er den der lille bitte afstand, der er. Det er os, der er ansatte. Det er dig, der er indsat. Og det betyder, at du ikke kan få lov til at bruge hele dit potentiale. (…) De skal beskytte sig selv. Altså de må ikke udlevere personoplysninger omkring sig selv. Hvor man i naturlig samtale med et menneske siger, jamen hvem er du, hvad hedder du, hvad laver du, hvor er du fra og har du børn. Alle de her naturlige ting, som man higer efter. Der lukker fængselsbetjentene ned (…) og jeg vil jo ikke spørge (fængselsbetjentene) om, hvordan det går. (…) Det kan du ikke få hos dem.”
Det, der også kan ske under afsoningen, er, at man overtager kriminelles normer og værdier. Det, der kaldes, prisonisering.
Betydningen af alternative fællesskaber
Det er ind i denne sammenhæng, at det har stor betydning, at indsatte tilbydes alternative fællesskaber som Fangekoret, kokkeskolen, Café Exit og lignende.
En af de interviewede siger om det at synge i kor:
”Du opdager lige pludselig, når du begynder at synge i kor, at du ikke har lyst til at slås. Du vil hellere over og få noget kaffe og sidde og snakke med Louise (lederen af Fangekoret, red.) og synge og spille musik (…) lære nogle nye mennesker at kende og sådan noget. Det gik op for mig, at der var en helt anden verden inde i fængslet, hvor jeg faktisk godt kunne sætte mig på den hylde og sige: Jeg har været psykopat, og nu kan jeg være ham, der synger i koret.”
Lise Munk opstillede også en række punkter, der kendetegner alternative fællesskaber som Fangekoret mv.:
- Det går på tværs af fængslet, så deltagerne både kan være en del af fællesskabet under og efter afsoningen af deres straf.
- Det er frivilligt at deltage.
- Det organiseres af civile, der ikke er en del af fængselssystemet, men repræsenterer og formidler almene, kulturelle samfundsmæssige forholdemåder.
- Det tilbyder konkrete alternative sociale positioner som fx korsanger, cykelsmed, frivillig hjælper eller kok.