Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Danmark får kritik af bæltefikseringer og indsattes rettigheder

Det er uholdbart, at Danmark bliver ved og ved med at bæltefiksere indsatte i fængslerne gennem længere tid. Sådan lyder et af kritikpunkterne fra Europarådets Torturkomité, der har været på rundtur i en række danske fængsler, skriver DR Nyheder. Torturkomiteen besøgte også danske fængsler i 2014.

”Desværre er der ikke foretaget væsentlige forbedringer siden vores besøg i 2014,” hedder det blandt andet i rapporten.

”De fleste lande har for længst stoppet brugen af bæltefiksering, og vi anbefaler på det kraftigste at stoppe fikseringerne, der er yderst kritisable fra et menneskerettighedssynspunkt,” siger Hans Wolff, der er medlem af Europarådets Torturkomité.

Ifølge Kriminalforsorgens direktør, Thorkild Fogde, arbejder de danske fængsler på at nedbringe antallet af bæltefikseringer. Men han understreger samtidig, at antallet af fikseringer er lavt, og at man arbejder på at få antallet endnu længere ned.

Et andet kritikpunkt fra komiteen er, at indsatte må vente for længe på at komme på toilettet. I rapporten nævnes en indsat fra Odense Arrest, der under diarré måtte besørge i skraldespanden, mens han delte celler med en anden.

”Danmark er jo et foregangsland på menneskerettighedsområdet og har været med til at indføre minimumsstandarder for behandling af indsatte i fængsler. Så burde vi også overholde dem,” siger Elna Søndergaard fra Dignity – Dansk Institut Mod Tortur.

Læs hele artiklen på DR Nyheder