Bag Fællesskabsprisen, der i år blev uddelt for anden gang, står Mette Frederiksen (S), ISS, Falck, DFDS, Dansk Metal, 3F, HK, Skanderborg Kommune, Professionshøjskolen Metropol, VIA Univercity College, Post Danmark og Pension Danmark.
Prisen uddeles til i alt 10 enkeltpersoner eller grupper, der har gjort en ekstraordinær indsats for fællesskabet i Danmark. Ud over æren modtager vinderne en statuette af den unge kunstner Frederik Worm.
Fællesskabsprisen er en pris, der hylder hverdagens helte.
Fællesskabsprisen sætter fokus på den del af Danmark, som sjældent får opmærksomhed og er en hyldest til de mange helt almindelige danskere, der hver dag gennem deres arbejde og frivillige engagement gør en ekstraordinær indsats for fællesskabet og får vores samfund til at glide.
Læs mere om Fællesskabsprisen
”Fra at være indsat til at være værdsat”
Dekan Randi Brinckmann, Professionshøjskolen Metropol, sagde i begrundelsen for at tildele Fællesskabsprisen til Café Exit, at noget af det, der har gjort mest indtryk på hende i forhold til prismodtageren er, at det er en organisation, som gør noget for en helt særlig gruppe udsatte, som man måske ikke normalt tænker på skal have hjælp, og som normalt ikke er nogen, som har nemt ved at modtage hjælp, fordi de måske ikke nødvendigvis har vores sympati.
”Det er en organisation, der arbejder med indsatte og tidligere indsatte, og organisationen tilbyder deres brugere et sted, hvor de både kan have et hyggeligt socialt samvær, og de kan få faglig rådgivning, socialrådgivning, mulighed for at tale med en terapeut, familierådgivning eller gældsrådgivning. Det vil sige, at organisationen gør alt muligt for de tidligere indsatte, som hjælper dem til en ny start på tilværelsen og et liv uden kriminalitet. Og jeg har hæftet mig ved det det motto, som organisationen har, for den siger, at de gerne vil arbejde med, at de tidligere kriminelle går fra at være indsatte til at være værdsatte,” Randi Brinckmann.
En stor anerkendelse af arbejdet
”Vi er meget stolte over at være en af årets modtagere af Fællesskabsprisen,” siger organisationschef Ole Bjørn Andersen, Café Exit.
”Det er en stor anerkendelse fra samfundets side af det kæmpe arbejde, som vores frivillige og ansatte medarbejdere gør for at hjælpe indsatte til at vende tilbage til samfundet og få et meningsfyldt liv uden kriminalitet efter afsoningen,” fortsætter Ole Bjørn Andersen.
Han tilføjer, at prisen samtidig modtages med stor ydmyghed, da det er en stor ære at blive udvalgt blandt over 1.000 nominerede kandidater, der alle gør en stor indsats for at få fællesskabet til at fungere bedre i Danmark – ikke mindst i forhold til at inddrage udsatte og svage grupper, så de får en værdig og værdifuld tilværelse.
Mennesker, der er ”tændt af en særlig ild”
Før selve prisuddelingen talte Mette Frederiksen, formand for Socialdemokraterne og en af initiativtagerne bag Fællesskabsprisen.
”Fællesskabsprisen går til vidt forskellige mennesker, der alle sammen har det til fælles, at de er tændt af en særlig ild, der sætter dem i stand til at være noget ekstraordinært for deres medborgere. De arbejder ikke kun for deres egen skyld, men for os alle sammen. Det er resultatet af deres arbejde, der skaber muligheden for, at alle vi andre kan passe vores, realisere vores potentiale og gøre Danmark til et endnu bedre sted at leve,” siger Mette Frederiksen om betydningen af Fællesskabsprisen.
Prisen er en stor opmuntring
Fængselspræst Erik Adrian, der er næstformand for Café Exit, modtog sammen med en gruppe frivillige og ansatte prisen, der blev overrakt af dekan Randi Brinckmann, Professionshøjskolen Metropol.
”Fællesskabsprisen er en kæmpe opmuntring for de ex-indsatte og de indsatte, som allerede i fængslerne har glæde af Café Exits arbejde! Det er en opmuntring for de ansatte, og det er ikke mindst en stor opmuntring for de knap 200 frivillige, som er tilknyttet afdelingerne i Odens, Aarhus og København,” sagde Erik Adrian.
I nomineringen af Café Exit til Fællesskabsprisen står der:
”Café Exit er en NGO, der primært drives af frivillige landet over. Indsatte og ex-indsatte kan få hjælp til at starte et nyt liv op uden kriminalitet. Der gives hjælp til gældsrådgivning, socialrådgivning, familierådgivning. Derudover har Café Exit frivillige i flere fængsler, hvor der er kvindegrupper, tøj- og kunstprojekter. Alle med en plettet straffeattest kan som et af de få steder får hjælp til alle de udfordringer, der er i livet som tidligere kriminel. Café Exit gør en kæmpe forskel for mange udsatte mennesker, der normalt ikke kan få hjælp andre steder i systemet. Café Exit gør en samfundsmæssig indsats, som berører mange – og de frivillige gør stedet unikt. Unikt, fordi at der både er kulturelle og sociale tilbud, der er gratis – som går hånd i hånd med en professionel og aktiv social indsats.”