Café Exit søger barselsvikar til stilling som projektleder
på vores indsats i kvindefængslet i Jyderup
Som kirkelig social NGO arbejder Café Exit med en helhedsorienteret indsats for at bygge bro mellem afsoning og løsladelse. Gennem vores ca. 130 engagerede frivillige tilbyder vi blandt andet økonomi- og gældsrådgivning, mentorhjælp og terapiforløb. Hertil kommer, at vi gennem sociale arrangementer, workshops og foredrag motiverer til opbyggelse af nye netværk og et liv uden kriminalitet. Vi er landsdækkende med afdelinger i København, Aarhus og Odense.
Projektlederens opgaver er dels at understøtte kvindeklubben, som er et frivilligt initiativ under Café Exit. Kvindeklubben har ca. 15 frivillige, som 1-2 gange om ugen tager til Jyderup Fængsel og laver kreative aktiviteter med de indsatte kvinder. Du kommer til at fungere som spillende koordinator, hvor du selv deltager i aktiviteter og formidler Café Exits indsatser, herunder mentorforløb, terapiforløb og sociale aktiviteter, samt har indledende samtaler i fængslet med de indsatte, som er interesserede i vores indsatser. Endelig er det vigtigt, at du kan se udviklingsmuligheder, har overblik og kan sætte processer i gang, da vores indsats i Jyderup Fængsel og andre steder er under udvikling og nye initiativer vil komme til.
Arbejdsopgaverne er mangefacetterede med udgangspunkt i at skabe en tryg, nærværende fællesskabskultur for brugerne, de frivillige og samarbejdspartnere. Vi gør en dyd ud af at inddrage vores brugergruppe i vores daglige arbejde.
Det er vigtigt, at du kombinerer dedikation til brugergruppen med erfaring i at lede og koordinere, og at du er i stand til at strukturere de frivilliges arbejde. Vores afdeling i København, med dens ca. 70 frivillige og 8 kolleger, bliver din arbejdsplads, hvor brugere og frivillige mødes med åbne døre. Det er et dynamisk og til tider hektisk miljø, som du skal trives med. Der vil jævnligt være møder i fængslet, hvor det er afgørende, at du bidrager til vores gode samarbejde.
Det er en fordel, at du har erfaring med udsatte borgere, og det er helt nødvendigt, at du kan arbejde selvstændigt, og at du er fleksibel og stabil. Derudover er det et krav at du har kørekort til bil. Der er ikke bestemte krav til uddannelsesbaggrund, men det kunne for eksempel være socialrådgiver eller en akademisk uddannelse.
Café Exit er en kirkelig social organisation. Vi stiller ikke krav til religion, men til respekten for medmennesker, hvad enten det er brugere, frivillige, kolleger eller andre. Det er en arbejdsplads, hvor du gør en forskel, og hvor du bliver en del af et engageret fællesskab.
Arbejdspladsen vil være i vores cafemiljø/kontor i Saxogade 5 på Vesterbro i København. Stillingen er et vikariat på fuld tid – 37 timer ugentligt. En del af arbejdet falder uden for normal arbejdstid, og der forventes og gives stor fleksibilitet. Vikariatet er fra 15. august 2022 til 15. august 2023.
Hvis det er interessant for dig, så send os en ansøgning på dette link senest onsdag den 7. juni kl. 12:00.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte projektleder Sasha Carvalho mandag, onsdag eller torsdag på tlf. 28 94 20 44 eller sgc@cafeexit.dk.
Du kan også finde oplysninger på vores hjemmeside: www.cafeexit.dk.