SVM-regeringen har indgået en aftale med alle Folketingets partier, undtagen Enhedslisten og Borgernes Parti (Lars Boje Mathiesen, tidl. Nye Borgerlige), om en strafreform, skriver Justitsministeriet. Aftalen bygger på det udspil, justitsminister Peter Hummelgaard (S) fremlagde i maj.
Aftalen indebærer, at strafferammen for en række voldsforbrydelser skærpes med 50-100 procent. Samtidig er partierne enige om, at ”mindre alvorlig kriminalitet skal håndteres på en klogere måde end i dag” – fx i form afsoning i fodlænke på egen bopæl, udslusningsfængsel, samfundstjeneste eller afsoning i private virksomheder. Disse tiltag gælder ikke personer, der er dømt for personfarlig kriminalitet.
Aftalepartierne er også enige om, at civilsamfundet skal indtænkes i implementeringen af strafreformen, da samarbejdet med civilsamfundsorganisationer er et vigtigt supplement til Kriminalforsorgens kriminalitetsforebyggende arbejde. Det betyder bl.a. en videreførelse af civilsamfundspuljen, hvor civilsamfundsorganisationer kan søge midler til konkrete indsatser. Puljen bliver på ca. 11 mio. kroner årligt.
Aftalen indebærer, at der skal bygges og etableres flere fængselspladser – herunder to udslusningsfængsler, et nyt fængsel i Viborg Kommune, udvidelse af Sdr. Omme Fængsel og etablering af et nyt kvindefængsel (eller en kvindeafdeling i et eksisterende fængsel).
Der skal ifølge aftalen ansættes flere fængselsbetjente, ligesom bemandingen i andre personalegrupper skal øges.
Desuden skal der gennemføres forslag med henblik på at nedbringe omfanget af varetægtsfængsling.
Ny model for opkrævning af straffesagsomkostninger
Aftalen betyder også, at der skal indføres en ny model for opkrævning af straffesagsomkostninger, der skal motivere langt flere dømte til at arbejde for et kriminalitetsfrit liv. Aftalepartierne skriver videre:
”Der indføres derfor en model, der indebærer, at fremtidige krav på straffesagsomkostninger bortfalder, hvis den pågældende holder sig kriminalitetsfri i en femårig periode. Ordningen skal gælde personer i aldersgruppen fra 15 til og med 24 år, samt personer over 24 år første gang, de idømmes en fængselsstraf eller foranstaltning. Endelig vil aftalepartierne også give personer, der bærer rundt på en eksisterende gæld fra straffesagsomkostninger, som blev stiftet, da de pågældende var under 25 år, en bedre mulighed for et gældsfrit og kriminalitetsfrit liv ved at lade det resterende krav på gælden falde bort, hvis de i en periode på fem år holder sig ude af kriminalitet. Denne ordning skal gælde for personer, hvor der maksimalt er gået 15 år fra den seneste relevante dom inden det fyldte 25 år.
Initiativet vedr. straffesagsomkostninger skal ikke gælde for personer, som er idømt en fængselsstraf på seks måneder eller derover, eller har begået grov vold. Initiativet skal desuden ikke gælde for personer dømt efter straffelovens § 81 a om bandekriminalitet, medmindre den dømte på aktiv og tilfredsstillende vis har deltaget i et exit-program. Initiativet skal ikke gælde for personer, der alene idømmes bødestraf, idet bødestraffe typisk idømmes for mindre alvorlige overtrædelser såsom overtrædelser af færdselsloven, hvor størrelsen på straffesagsomkostninger ofte er begrænsede, behovet for forebyggelse er lavere, og betalingsevnen samtidig er større. Endelig er aftalepartierne enige om, at gæld fra straffesagsomkostninger ikke skal forrentes under afsoningen af den dom, straffesagsomkostningerne hidrører fra, fordi mange indsatte ikke vil have midler til at afdrage på en gæld fra straffesagsomkostninger. Aftalepartierne er enige om, at der inden udløbet af aftaleperioden skal gennemføres en evaluering af initiativet vedr. straffesagsomkostninger, der skal belyse ordningens effekt på tilbagefaldsraten til kriminalitet.”
Nogle af punkterne i aftalen skal træde i kraft i begyndelsen af 2026, mens andre dele først skal træde i kraft i 2027.
Læs mere
• Aftalen om strafreform, Justitsministeriet, 25-06-2025
• Pressemeddelelse med politiske kommentarer til aftalen om en strafreform, Justitsministeriet, 25-06-2025
• Aftale om strafreform indgået – historisk løft af kriminalforsorgen, Kriminalforsorgen, 25-06-2025
• Regeringens strafreform er et forfriskende nybrud: Nu skal afsoningstiden bruges fornuftigt (debatindlæg), Information.dk, 10-06-2025