I 2023 blev 4.394 mennesker indsat for at afsone en ubetinget fængselsdom. Det viser Kriminalforsorgens statistik for 2023. Det er 11 procent færre end i 2014, hvor 4.946 nye dømte blev indsat i fængsel eller arrest for at afsone en dom. Men som søjlegrafikken nedenfor viser varierer antallet af nye afsonere fra år til år, og der ikke har været tale om et jævnt fald gennem de seneste 10 år. I 2018 og 2019 steg antallet til omkring 4.750 nye afsonere.
Hovedparten af de nye fængselsafsonere er mænd. Andelen er dog faldet fra 95 procent i 2014 til 94 procent i 2023. Tilsvarende er andelen af kvinder steget fra 5 til 6 procent.
Flere skal afsone længere straffe
Selv om antallet af personer, der indsættes for at afsone en fængselsdom, var lavere i 2023 end i 2014, er belægget i fængsler og arresthuse steget til over 100. I 2023 lå det samlede belæg i fængsler og arrester i gennemsnit på 101,2.
Forklaringen herpå er bl.a., at en større andel af de dømte er idømt længere straffe end tidligere.
I 2014 skulle 201 (2 procent) ud af 9.107 nye fængselsafsonere afsone domme på mindst fire års fængsel. I 2023 var det tilsvarende antal steget til 349 (5 procent) ud af 7.324 afsonere.
Hovedparten af de nye afsonere i 2023 var dømt for personfarlig kriminalitet (29 %), narkokriminalitet (23 %) eller berigelseskriminalitet (21 %). De øvrige havde domme for sædelighedskriminalitet, hærværk, andre bestemmelser i straffeloven, for overtrædelse af færdselsloven eller andre særlove.
Personfarlig kriminalitet omfatter bl.a. vold, drab (en person) og ildspåsættelse.
Berigelseskriminalitet omfatter bl.a. røveri, tyveri, hæleri og brugstyveri.
Kilder