Koncept X er et projekt, der har som mål at styrke indsattes kompetencer og personlige udvikling. Det sker ved at holde workshops, som planlægges og gennemføres gennem et samarbejde mellem indsatte, fængselspersonale og Café Exit. Målet er at skabe en fælles uddannelseskultur, hvor man smitter med det gode.
Koncept-X begyndte som et projekt på uddannelsesafdelingen H2 i Søbysøgård Fængsel med økonomisk støtte fra Østifterne. Ved hver workshop er der omkring 50 deltagere. Ud over indsatte, fængselsbetjente og medarbejdere fra Café Exit deltager der gæster udefra – erhvervsfolk, kommunalpolitikere og folketingsmedlemmer, forskere og civilsamfundsorganisationer samt medarbejdere fra andre fængsler og Kriminalforsorgen.
Det oprindelige projekt er afsluttet, men der holdes fortsat workshops i flere fængsler. Konceptet er justeret ud fra de erfaringer, der er gjort undervejs i projektet. Nogle gange holdes der mini-workshops med færre deltagere, da det er lettere at overskue og kræver færre ressourcer.
Der holdes regelmæssigt workshops på to uddannelsesafdelinger i henholdsvis Nyborg og Søbysøgård Fængsel på Fyn samt på en afdeling i Nr. Snede Fængsel i Midtjylland.
Læs mere
- På H2 smitter man med det gode, Café Exit, 14-02-2023
- Workshops med inddragelse af indsatte breder sig til flere og flere dele af Café Exits arbejde, Café Exit, 22-04-2024
