Louise Adrian blev mindet ved Café Exits generalforsamling

Louise Adrian blev mindet ved Café Exits generalforsamling

Bent Dahl Jensen,  

Formanden for Café Exits bestyrelse, sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen, indledte foreningens generalforsamling den 23. april med at mindes Louise Adrian, der døde i 2024. Han fortalte, at Louise Adrian, der var leder af Fangekoret, begyndte at øve med løsladte medlemmer af Fangekoret i Apostelkirkens lokaler allerede før oprettelsen af Café Exit, og at disse øveaftener blev starten på det, der siden er blevet til de månedlige kultureftermiddage i Cafe Exit. Han mindedes Louise ved at vise et par minutter af en video, som Fangekorets producer, Ann Falden, har redigeret med nogle af Louise Adrians kompositioner – og sluttede med at udtale et ”ære være Louise Adrians minde”.

Louise Adrians Mindelegat

Før sin død udtrykte Louise Adrian ønske om, at der blev oprettet et mindelegat, som skulle have til formål at støtte resocialiseringsarbejdet igennem musik med indsatte og tidligere indsatte. Indsamlingen til Louise Adrians Mindelegat begyndte i juni, og frem til udgangen af 2024 er der indsamlet i alt 530.576 kroner til mindelegatet. Mindelegatet er blevet etableret som en forening, der – i overensstemmelse med Louise Adrians ønsker – ledes af en bestyrelse bestående af fængselspræst Erik Adrian (næstformand), organisationschef Peter Dexters og informationsmedarbejder Hans Andersen (formand). Mindelegatets bestyrelse har indgået en aftale med Café Exit om at varetage den økonomiske og praktiske administration af Mindelegatet på baggrund af de beslutninger, der træffes af Mindelegatets bestyrelse – dog under forudsætning af, at de er i overensstemmelse med Café Exits formål og foreningens indsamlingstilladelse. Legatet kan ikke søges, og der orienteres på Café Exits hjemmesiden om Mindelegatets virksomhed.

Flere deltagere til Café Exits fællesskabsaktiviteter

Deltagelsen i Café Exits fællesskabsaktiviteter steg i 2024 med 17 procent i forhold til året før, fremgår det af den skriftlige beretning til generalforsamlingen.. Der var i alt 3.334 deltagere, sammenlignet med 2.852 i 2023.  Der var 1.342 deltagere til de månedlige kultureftermiddage, der er den ældste aktivitet i Café Exit, sammenlignet med 1.125 i 2023. Herudover var der 1.735 deltagere til madklubber og brætspilscafé i 2024, sammenlignet med 1.686 året før. Der var desuden 245 deltagere til kulturudflugter, som er et nyt initiativ, hvor brugere bliver tilbudt billetter til teaterforestillinger, der ikke er udsolgt. Flere brugere har herigennem fået fantastiske oplevelser i Operaen, Skuespilhuset og andre teatre i København.

I 2024 blev der påbegyndt 307 nye rådgivningsforløb af forskellig art, sammenlignet med 326 påbegyndte rådgivningsforløb i 2023, Gældsrådgivningen står for hovedparten af forløbene, idet der i 2024 blev påbegyndt 245 nye sager, sammenlignet med 248 nye sager i 2023. Rådgivningen gennemføres af 16 frivillige rådgivere, og den foregår dels i afdelingen i København, dels ved opsøgende arbejde i Horserød, Storstrøm og Vestre Fængsel. Herudover arbejdes der i foråret 2025 på at starte gælds- og juridisk rådgivning i Odense.

En stor del af Café Exits aktiviteter foregår i fængsler og arrester. I 2024 var der 3.598 deltagere til træffetider, caféeftermiddage, workshops, motion og andre aktiviteter i fængslerne, sammenlignet med 3.936 deltagere i 2023.

Fokus på Café Exits kultureftermiddage

Embla Prien, der er studentermedhjælper i Café Exit Odense, fortalte i forlængelse af formandens beretning om udviklingen af kultureftermiddagene i Odense og refererede herunder til den spørgeskemaundersøgelse, der er lavet om Café Exits kultureftermiddage. Undersøgelsen viser, at der generelt er stor tilfredshed blandt indsatte med kultureftermiddagene.

I Odense er etableret en kulturudvalgsgruppe med 3-4 frivillige, som siden januar har planlagt kultureftermiddagene. Gruppen blev bl.a. oprettet ud fra et ønske om at inddrage frivillige mere i aktiviteterne og opgaverne ved kultureftermiddagene. Samtidig har man ønsket at styrke relationerne mellem deltagerne. Det er et mål at inddrage flere brugere, og der er kommet flere muligheder for fællesskabsaktiviteter, som styrker sammenholdet og fællesskabet på kryds og tværs. Det ligger i tråd med analysen af kultureftermiddagene. Her svarer 49 procent af respondenterne, at de begyndte at deltage i kultureftermiddagene, fordi ”jeg godt kan lide at møde nye mennesker”.

Siden etableringen af kulturudvalgsgruppen er deltagelsen ved kultureftermiddagene steget fra 25 til 40 deltagere.

Bestyrelsesmedlemmer genvalgt

På generalforsamlingen blev tidligere departementschef Henrik Nepper-Christensen, tidligere direktør for Kriminalforsorgen William Rentzmann og programleder Birgitte Mazanti genvalgt til bestyrelsen. Bestyrelsen består herudover af sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen (formand), fængselspræst Erik Adrian (næstformand), generalsekretær Mette Møbjerg Madsen og informationsmedarbejder Hans Andersen.

Fængselspræst Mette Kruse og cand.jur. Samina Hayat blev genvalgt som suppleanter.

Læs mere

Beretning for 2024-2025

Årsregnskab for 2024

Louise Adrians Mindelegat

Café Exits kultureftermiddage er populære blandt indsatte og tidligere indsatte (analyse)

URL: https://cafeexit.dk/louise-adrian-blev-mindet-ved-cafe-exits-generalforsamling/