Bent Dahl Jensen,
Skal der tages særhensyn til grønlandske forvarings-dømte, der ikke vil til Nuuk? Ja, siger eksperter. Nej, mener regeringen. Det skriver Politiken.dk – og fortsætter:
Efter mange årtiers menneskeretlig kritik får de godt 20 grønlændere, der sidder i forvaring i Herstedvester Fængsel, snart mulighed for at komme til Grønland, når Grønlands første lukkede anstalt åbner næste forår. Men selv om det vækker begejstring, rejser det også et politisk spørgsmål i forhold til dem, der på grund af måske 10 eller 20 år i Danmark vælger at blive i Herstedvester.
De bør ifølge både Advokatrådet og Institut for Menneskerettigheder bevare de særlige privilegier, som i årevis har skullet afbøde generne ved at være tvangsmæssigt anbragt tusindvis af kilometer fra hjemstavnen.
Justitsministeriet er dog af en anden opfattelse: »Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at der – når den nye anstalt i Nuuk åbner – vil være en overgangsperiode på minimum 2 år, hvor de forvaringsdømte, som vælger at blive i Herstedvester Fængsel, bevarer de særlige tilbud i form af besøgsrejser (ledsaget udgang til Grønland) eller pårørendebesøg. De øvrige særlige tilbud i form af grønlandsk kost, grønlandsk undervisning, kor, grønlandsk gudstjeneste, pædagogisk assistent mv. forventes udfaset, når anstalten i Nuuk åbner,« skriver ministeriet i den såkaldt kommenterede høringsoversigt, oplyser Politiken.dk.
URL: https://cafeexit.dk/uenighed-om-groenlandske-indsatte-der-vil-blive-i-herstedvester/