Bent Dahl Jensen,
Det er vigtigt, at der er bliver tale om et ligeværdigt møde mellem alle parter, når fx kirken ønsker at støtte indsatte til at leve uden kriminalitet. At man mødes på lige fod og tør se hinanden i øjnene. Det blev understreget flere gange ved det seminar, der blev holdt mandag den 1. april 2019 i Apostelkirken.
Dr. Ruth Armstrong, der er professor i kriminologi ved Cambridge University, sagde i sit oplæg, at det er vigtigt at arbejde sammen med den eller de personer, vi gerne vil hjælpe på deres vej – fremfor at arbejde for dem. Vi skal væk fra en ”dem”-og-”os”-tænkning og frem til en ”vi”-tænkning. Hun understregede videre, at det er vigtigt med inkluderende fællesskaber.
Ruth Armstrong har blandt andet arbejdet med at udvikle et projekt, der handler om læring i fællesskab. Her får indsatte tilbudt undervisning, som foregår ved, at universitetsstuderende kommer ind i fængslet. De mødes i et fælles læringsrum i fængslet, hvor de indgår i en fælles proces sammen med en tredje gruppe, nemlig fængselspersonalet. Herved opstår der et fælles ”vi”.
Ruth Armstrong tilføjede, at det er komplekst ar arbejde med den model, og at det skal gøres langsomt.
Hun fortalte videre, at hun i sin forskning nu beskæftiger sig mindre med kriminologi end tidligere, og i stedet er blevet mere optaget af medborgerskab, og hvordan fællesskaber fungerer. Her er link til Ruth Armstrongs PowerPoint.
Der er nemlig forskel på fællesskaber. Det kom tydeligt frem i et oplæg af Ruth Devent, som har afsonet fem domme i engelske fængsler. De fire første var korte. Den femte var en dom på fire år for vold. I fængslet mødte hun fængselspræsten, som gav hende et ”Nyt Testamente”. Det var med til at forandre hendes liv.
Da Ruth Devent blev løsladt, begyndte hun at komme i en kirke. Men da menigheden blev klar over, at hun havde været i fængsel, oplevede hun, at de vendte hende ryggen. Hun holdt op med at komme i kirken. Hun savnede dog at komme at komme i en kirke, og efter et stykke tid fandt hun en anden, hvor hun oplever, at der er et godt fællesskab, og hvor der også kommer flere tidligere indsatte.
”I fængslet er man blot et nummer. Derfor er det også med fællesskaber, hvor man oplever sig værdifuld,” sagde Ruth Devent. Hun tilføjede, at det er vigtigt at få lov til at være den, man er, og ikke have sin identitet i at være ”tidligere indsat”.
Seminaret om kirken og mennesker i fængsel var arrangeret af Cafe Exit i samarbejde med Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV). Det blev holdt i forbindelse med pilotprojektet ”Fra Fangenskab til Fællesskab”, som de to organisationer for tiden kører i samarbejde med lokale sognemenigheder i tre provstier på Sjælland og Falster. Du kan læse mere om projektet her.
Ruth Armstrong talte i 2016 ved en konference, der var arrangeret af Cafe Exit og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) om kirkelig resocialisering. Her blev der præsenteret en rapport, der på baggrund af studier i Sverige, Holland og England præsenterede forskellige forslag til, hvordan erfaringerne fra Café Exit kunne udbredes til flere menigheder. Et af forslagene ligger til grund for den model, som nu prøves af i pilotprojektet ”Fra Fangenskab til Fællesskab”.
• Se flere billeder på Facebook
• 46-årige Ruth er tidligere indsat: ”Kirken hjalp mig videre”(betalingsartikel), Kristeligt Dagblad, 04-04-2019
• Nyt pilotprojekt skal afprøve mulighederne for et landsdækkende sognekirkeligt socialt arbejde for tidligere indsatte, Café Exit, 29-07-2017
• Konference om resocialisering af tidligere indsatte (om konferencen med Ruth Armstrong i 2016), Café Exit, 20-05-2016
• Fællesskaber som Fangekoret og Café Exit hjælper ex-indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse, Café Exit, 25-09-2017
URL: https://cafeexit.dk/seminar-om-kirken-og-mennesker-i-faengsel-vigtigt-at-opbygge-ligevaerdige-relationer/