Herreklub hver måned i Horserød Fængsel

Herreklub hver måned i Horserød Fængsel

Mens Café Exits Kvindeklub er flyttet til Jyderup, har Horserød Fængsel i stedet fået en Herreklub med hygge og håndarbejde til fængslets indsatte.

Café Exits Kvindeklub er kommet i Horserød Fængsel en del år, mens kvinderne sad der, og det har altid været en fornøjelse at lave kreative aktiviteter og have fællesskab med kvinderne. Da kvinderne sidste år blev flyttet til Jyderup, var der nogle af de frivillige i Kvindeklubben, som ikke havde lyst til at give slip på Horserød og dét at hygge og lave håndarbejde sammen. De havde hørt, at nogle af mændene også var interesserede i at lave kreative aktiviteter og den greb de!

I november 2021 startede Herreklubben, hvor frivillige laver kreative aktiviteter og hygger med indsatte mænd i Horserød. Der bliver blandt andet knyttet armbånd og nøgleringe til både dem selv og deres pårørende.

Vi er både glade og stolte over vores dygtige og engagerede frivillige, og det store arbejde de har lagt i at få startet Herreklubben op i Horserød Fængsel. Samtidig føler vi os taknemmelige over, at mændene har taget så godt imod klubben og vil være med til at hygge med kreative projekter sammen med os.


”Åndehullet” er et nyt magasin for indsatte

Forleden udkom det første nummer af ”Åndehullet”. Det er et magasin på 40 sider for indsatte. Det redigeres af fængsels- og arresthuspræster, og udgifterne dækkes af folkekirken.

Indholdet spænder bredt. I det første nummer er der bl.a. artikler om motion og sundhed, gæld og sagsomkostninger, digte, en kalender med finurlige fakta, artikler om bøn, fastelavn og kyndelmisse, noget om asatro og flere sider med kage- og madopskrifter.

Der er også artikler om Café Exit og andre organisationer, som har tilbud til indsatte, tidligere indsatte og deres pårørende. ”Meningen er at finde sin egen vej” er overskriften på et interview med Jannik, der synger med i Fangekoret og er foredragsholder for Café Exit. En anden artikel handler om Café Exits kvindeklub i Jyderup Fængsel.

Det første nummer er redigeret af Eva-Marie, der er arresthuspræst i Viborg, fængselspræsterne Povl (Søbysøgård) og Ruben (Enner Mark) samt Sasha, der er projektleder i Café Exit.

I de kommende dage bliver magasinet sendt ud til 5.600 indsatte og ansatte i fængsler, arresthuse og pensioner i Danmark. Det er også muligt at se magasinet i Café Exits afdelinger i København, Odense og Aarhus. Ligeledes er det muligt at læse magasinet på dette link.


Bliv mentor for indsatte og tidligere indsatte i Odense

Vil du være med til at gøre det nemmere for indsatte at komme ud i samfundet efter en fængselsstraf? Så er Café Exits mentorarbejde måske noget for dig? Vi søger nye mentorer til Odense.

Mennesker, der sidder i fængsel, har ofte en baggrund med mange svigt og et bredt spektrum af problemstillinger såsom boligløshed, gæld, misbrug, psykiske diagnoser, svag tilknytning til arbejdsmarkedet, dårlig kontakt til det offentlige mv. Derfor har vi i Café Exit en række tilbud for at imødekomme vores brugeres behov for hjælp, bl.a. vores mentorordning.


Café Exit Odense søger frivillige terapeuter/psykologer

I Café Exit har vi et fantastisk team af frivillige terapeuter, som tilbyder samtaleforløb til tidligere indsatte og indsatte, som kan få udgang til samtaler. Vi er pt. i en situation, hvor der er en stor efterspørgsel fra vores brugere, og derfor søger vi flere frivillige terapeuter til at blive en del af vores team i Odense.

Vi stiller et samtalerum til rådighed i Nørregade i Odense centrum, hvis man ønsker at holde samtalerne der. Desuden er der gruppesupervision ca. hver anden måned, plus en årlig temadag for vores frivillige.

Kunne du tænke dig at sætte dine faglige kompetencer i spil og samtidig hjælpe indsatte og tidligere indsatte med få et bedre liv uden kriminalitet, så kontakt socialkoordinator Kristian Sejersen for at få mere at vide. Du kan ringe på 20 21 91 92 eller skrive til krs@cafeexit.dk.


Om Café Exit

Café Exit er en forening, der arbejder for at støtte indsatte og tidligere indsatte til at leve som aktive mennesker uden kriminalitet. Det gør vi gennem en række tilbud, der bl.a. omfatter kultureftermiddage, gældsrådgivning, mentorforløb, rådgivning om job og uddannelse, bisidderfunktion, samtaler med frivillige terapeuter, workshops og meget mere.

Café Exit har afdelinger i København, Odense og Aarhus. Ud over de faste medarbejdere er der tilknyttet omkring 130 frivillige, som hjælper med en række aktiviteter i og uden for fængslerne.

Du kan læse mere om vores arbejde på CafeExit.dk – og på Facebook kan du løbende følge med i, hvad der sker i vores afdelinger i København, Odense og Aarhus.

Du kan støtte Café Exits arbejde ved at blive medlem eller ved at sende et gavebidrag.


Kommende begivenheder


    Café Exit

    *|LIST:EMAIL|*