Frivillige fra Café Exit kommer 1-2 gange om ugen i kvindefængslet i JyderupTv-serien ”Kvindefængslet”, der for tiden vises mandag aften på DR1, skildrer nogle af de indsatte kvinders liv og dagligdag i Jyderup Fængsel. I fire udsendelser møder seerne Nanna og flere andre kvinder, der afsoner i fængslets åbne afdeling. Nanna er dømt for grov narkokriminalitet og kæmper med at blive stoffri, så hun kan tage sig en uddannelse. I det første afsnit mødte seerne også Jessika, da hun kom som ny indsat til fængslet, hvor hun på grund af overbelægning skal dele celle med en anden indsat. Hun bliver vist rundt i fængslet af en fængselsbetjentelev. Den indsatte snakker også med Jessika om, hvilke muligheder der er for beskæftigelse og aktiviteter i fængslet – bl.a. fortæller hun, at ”der er alt mulig krea i kirken”. Det henviser til Café Exits Kvindeklub, der kommer 1-2 gange om ugen i Jyderup Fængsel. Her laver frivillige kreative aktiviteter med kvinderne og fortæller om, hvordan de kan bruge Café Exit under og efter afsoningen. Aktiviteterne foregår på skift i fængslets åbne og lukkede afdelinger – og en gang om måneden i arresten. De seneste gange har kvinderne lavet julekort, julestrømper, klippet julepynt og lavet dekorationer. I 2023 var der 752 deltagere til Kvindeklubbens aktiviteter i Jyderup Fængsel. Du kan læse mere om Kvindeklubben her. ”Kvindefængslet” vises mandag aften kl. 21.25 på DR1. Alle fire afsnit kan streames på DR’s hjemmeside.
Fakta om kvinder i fængsel På Café Exits hjemmeside kan du læse mere om indsatte kvinder, herunder hvor lange domme de er idømt, og hvad de er dømt for. En anden artikel handler om baggrunden for, at der blev etableret et kvindefængsel i Jyderup.
Vi har brug for 16 bidragydere, der hver giver mindst 200 kronerCafé Exit mangler bidragydere, der vil give mindst 200 kroner til foreningens arbejde. Café Exit er godkendt af SKAT efter ligningslovens § 8a. Det betyder, at du kan trække gavebidrag til foreningen fra på selvangivelsen – og godkendelsen giver os flere økonomiske fordele bl.a. i form af rabatter ved indkøb. For at kunne bevare denne godkendelse skal vi have mindst 300 medlemmer og minimum 100 personer, som hver giver mindst 200 kroner. Medlemstallet passerede 300 tidligere på måneden, men vi mangler 16 gavebidrag af mindst 200 kroner for at nå i mål. Det er muligt støtte økonomisk via dette link: https://cafeexit.dk/stoet/
Om Café ExitCafé Exit er en forening, der arbejder for at støtte indsatte og tidligere indsatte til at leve som aktive mennesker uden kriminalitet. Det gør vi gennem en række tilbud, der bl.a. omfatter kultureftermiddage, gældsrådgivning, mentorforløb, rådgivning om job og uddannelse, bisidderfunktion, samtaler med frivillige terapeuter, workshops og meget mere. Café Exit har afdelinger i København, Odense og Aarhus. Ud over de faste medarbejdere er der tilknyttet omkring 130 frivillige, som hjælper med en række aktiviteter i og uden for fængslerne. Du kan læse mere om vores arbejde på CafeExit.dk – og på Facebook kan du løbende følge med i, hvad der sker i vores afdelinger i København, Odense og Aarhus. |