Bent Dahl Jensen,
“Med et stofmisbrug, ingen permanent bolig og problemer med et voldsomt temperament var Janniks liv på vej i en dårlig retning, da han røg i fængsel. Men dommen endte med at redde hans liv,” hedder det i en artikel på Kriminalforsorgens hjemmeside om den nu 21-årige Jannik, der synger med i Fangekoret. Der blev for nylig udgivet en video, hvor han rapper sit eget nummer ”Jeg går min egen vej”.
I artiklen fortæller Jannik bl.a. sin vej tilbage til livet.
Han beskriver den Jannik, der kom i fængsel som 18-årig, ”som ansvarsløs, ligeglad, depressiv og meget selvdestruktiv”. Jo mere langt væk på stoffer han var, jo bedre var det, og livet var ikke længere værd at leve for ham.
Da Jannik røg ind bag tremmer, havde han, hvad han selv kalder en ”megapsykose”. Han var paranoid, og han kunne hverken gå i bad eller gøre rent. Heldigvis besluttede to indsatte sig for at hjælpe ham med alting.
”Jeg skulle bogstavelig talt lære at være et menneske igen,” fortæller Jannik.
Det tog et halvt år, før Jannik blev normalt fungerende igen, og på mange måder hjalp fængslet ham med at få en stabil hverdag. Dagene var planlagte, han fik mad og en seng at sove i, og han fik ro i sit hoved igen. Samtidig kom han i behandling for sit misbrug, gik til anger managementkurser og begyndte i skole.
I marts 2016 gik Jannik til en korprøve i det fængsel, han sad i, og på et tidspunkt blev han opfordret til at rappe til en af sangene. Det blev en rap, der i den grad imponerede korlederen Louise Adrian.
”Janniks hjerne kører hele tiden, og det er jo fantastisk, at han kan få sine tanker ud ved at rappe. Han rapper smaddergodt og laver nogle virkelig velreflekterede tekster af fuldstændig usædvanlig kvalitet. Han har et helt særligt talent,” siger Louise Adrian.
URL: https://cafeexit.dk/en-faengselsdom-reddede-janniks-liv/