Vold og trusler mod fængselsbetjente falder markant

Bent Dahl Jensen,  

Antallet af episoder med vold og trusler i kriminalforsorgen er faldet 40 procent på fem år. I samme periode er antallet af indsatte steget med 18 procent, skriver Kriminalforsorgen. Konkret er antallet af episoder med vold og trusler faldet fra 679 i 2017 til 402 i 2021.

Faldet i episoder er resultatet af et langsigtet arbejde med at identificere problemerne og igangsætte forebyggende indsatser, skriver Kriminalforsorgen.

Indsatserne tager udgangspunkt i, at Kriminalforsorgen i 2015 indførte en nultolerance over for vold og trusler mod ansatte. Nultolerancen betyder, at alle strafbare episoder mod ansatte politianmeldes. Derudover er der indført skærpede disciplinære sanktioner, heriblandt at indsatte, der overfalder personalet, overføres til afdelinger med højere sikkerhed. I Kriminalforsorgens flerårsaftale fra december 2021 er det derudover besluttet, at straffen for vold mod ansatte i Kriminalforsorgens institutioner fordobles for at højne trygheden og sikkerheden.

Læs hele artiklen på Kriminalforsorgens hjemmeside

URL: https://cafeexit.dk/vold-og-trusler-mod-faengselsbetjente-falder-markant/