Bent Dahl Jensen,
I 2010 sænkede den daværende VK-regering den kriminelle lavalder fra 15 til 14 år med støtte fra Dansk Folkeparti. Et af regeringens bærende argumenter var, at det ville virke forebyggende.
Men sådan gik det ikke. Det konkluderer en række forskere fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) og Aarhus School of Business and Social Sciences (BSS) i en ny undersøgelse fra Trygfondens Børneforskningscenter, skriver Information.dk. Avisen skriver videre:
Forskerne finder ingen dokumentation for, at sænkelsen af den kriminelle lavalder havde en afskrækkende effekt på de 14-årige. Tværtimod var de 14-årige, der blev påvirket af den sænkede lavalder, mere tilbøjelige til at begå ny kriminalitet end 14-årige, som begik kriminalitet før sænkelsen af den kriminelle lavalder (lavalderen blev hævet til 15 år i 2012). Det var også mindre sandsynligt, at de 14-årige, som blev påvirket af sænkelsen, blev indskrevet i 9. klasse. Desuden fik de berørte 14-årige lavere karakterer ved afgangseksamen i 9. klasse, viser undersøgelsen.
Konklusionen er klar, siger professor Anna Piil Damm fra Institut for Økonomi på Aarhus BSS, der er en af forskerne bag undersøgelsen:
”Det ser på baggrund af vores resultater ud til, at et system med mindre indblanding fra de retlige myndigheder er at foretrække, hvis man vil mindske kriminaliteten blandt børn og unge – og sikre dem en skolegang,” siger hun til Information.dk.
URL: https://cafeexit.dk/vk-regeringen-saenkede-den-kriminelle-lavalder-til-14-aar-det-fik-ikke-de-unge-til-at-begaa-mindre-kriminalitet-tvaertimod/