Bent Dahl Jensen,
”En netop fratrådt fængselsbetjent støtter tidligere fængselspræster i, at visse fængselsbetjentes opførsel kan medvirke til vold og forråelse i danske fængsler. Større fokus på resocialisering og betjentenes relation til de indsatte ville kunne reducere konflikter, viser ny forskning.” Det skriver Information.dk.
Indtil denne måned var Marianne Jørgensen ansat i Kriminalforsorgen, og i sin tid som fængselsbetjent har hun set kolleger opføre sig så dårligt, at hun nu bakker op om to afgående fængselspræsters kritik af fængselsbetjente.
Hun fortæller til Information.dk, at hun har været udsat for både mobning og psykisk vold fra kollegerne, og ikke længere var velkommen i hverken Herstedvester eller andre fængsler. Siden har hun arbejdet tre forskellige steder som fængselsbetjent, indtil hun efter længere tids sygemelding blev fyret fra sit job i Kriminalforsorgen i denne måned.
Forsker ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet Lise Billund har netop færdiggjort sin ph.d.-afhandling om fængselsbetjentes forhold på et lukket fængsel i Danmark. I sine måneder i fængslet har hun ikke været vidne til vold fra fængselsbetjentenes side, men hun genkender, at tonen kan være unødigt hård ind i mellem, og at mange indsatte generelt føler, ”de ikke behandles som mennesker”.
Men Lise Billund vurderer, at årsagen til problemet ikke er den enkelte betjent, men nærmere organisatorisk. Et langt større fagligt og ledelsesmæssigt fokus på betjentenes relation til de indsatte er nødvendigt, hvis det meget omtalte konfliktniveau i fængslerne skal sænkes, konkluderer hun blandt andet. For selv om Kriminalforsorgen hævder at prioritere ”støtte og motivation” lige så højt som ’kontrol og sikkerhed’, er det langt fra tilfældet. ”For fængselsbetjentene er der mange regler og retningslinjer for ’den hårde del’ – altså orden og sikkerhed – men der mangler simpelthen et fælles fagligt grundlag, som kan hjælpe betjentene med den bløde del af opgaven med at bidrage til støtte og motivation,” siger Lise Billund til Information.dk.
Kriminalforsorgen oplyser, at ledelsen ikke ønsker at kommentere konkrete personalesager, og at den står ved sin generelle udtalelse til Information fredag den 13. januar 2017. Her afviste områdedirektør for Midt- og Nordjylland Una Jensen de tidligere fængselspræsters kritik.
URL: https://cafeexit.dk/tidligere-faengselsbetjent-rockerlignende-tilstande-blandt-faengselsbetjente/