Straffelovrådet foreslår ny lovgivning om voldtægt

Bent Dahl Jensen,  

Straffelovens paragraf om voldtægt bør ændres, så der ikke er tvivl om, at seksuelle handlinger altid skal være frivillige for de involverede parter. Det foreslår Straffelovrådet efter at have gennemgået over 600 voldtægtsdomme. Rådets betænkning, som indeholder forslag til ny lovgivning, sendes nu i høring, oplyser Justitsministeriet.

Straffelovrådet, som er et råd af strafferetlige eksperter, blev i 2019 bl.a. sat til at vurdere, om voldtægtslovgivningen i tilstrækkelig tydelig grad afspejler, at seksuelle handlinger skal være frivillige, og rådet blev anmodet om at komme med konkrete forslag til, hvordan lovgivningen kan udformes, så det tydeliggøres, at enhver seksuel handling skal bygge på gensidig frivillighed.

Straffelovrådet har på den baggrund bl.a. gennemgået 667 voldtægtsdomme og vurderet, at lovgivningen ikke i tilstrækkelig grad afspejler, at seksuelle handlinger altid skal være frivillige for de involverede parter. Derfor foreslår rådet, at voldtægtsbestemmelsen ændres, så det afgørende bliver, om de seksuelle handlinger har været frivillige fra begge parters side. Det adskiller sig fra den nuværende voldtægtsbestemmelse, hvor fokus er på, om tiltalte har anvendt bestemte tvangsmidler, fx vold eller trusler om vold, eller om forurettede har været i en bestemt tilstand eller situation, hvor forurettede ikke kan modsætte sig handlingen, skriver Justitsministeriet.

Hent Straffelovrådets betænkning

Link til pressemeddelelse fra Justitsministeriet

URL: https://cafeexit.dk/straffelovraadet-foreslaar-ny-lovgivning-om-voldtaegt/