Stor stigning i Café Exits aktiviteter i 2022

Stor stigning i Café Exits aktiviteter i 2022

Bent Dahl Jensen,  

Efter et par år, hvor det i perioder har været nødvendigt at begrænse aktivitetsniveauet på grund af Covid-19-pandemien, glædede formanden for Café Exit, sognepræst Niels Nymann Eriksen sig i sin beretning til foreningens generalforsamling over, at det i 2022 igen var muligt at skrue helt op for aktiviteterne i og uden for fængslerne.

Vi havde i 2022 knap 3.000 deltagere til vores madklubber, kultureftermiddage og andre sociale og kulturelle aktiviteter. Det er næsten en fordobling i forhold til året før, hvor der var lige godt 1.500 deltagere, fremgår det af den skriftlige beretning.

En del af stigningen skyldes, at der i 2022 var tre gange så mange deltagere til kultureftermiddagene i København som året før, og at deltagertallet for første gang siden 2014 nåede over 1.000 deltagerere. Ligeledes var der mere end dobbelt så mange deltagere til kultureftermiddage i Odense som i 2021.

En anden del af stigningen skyldes, at der samlet var 60 procent flere deltagere til madklubberne i København, Odense og Aarhus sammenlignet med året før.

60 procent flere fik rådgivning 

I 2022 benyttede 60 procent flere brugere sig af vores tilbud om gældsrådgivning, mentorforløb og terapeutiske samtaler end i 2021.

Der er størst efterspørgsel efter gælds- og juridisk rådgivning. Der blev i 2022 påbegyndt 308 nye gældsrådgivningssager – sammenlignet med 195 nye sager i 2021. Antallet af påbegyndte mentorforløb steg fra 27 i 2021 til 73 i 2022, og der blev påbegyndt 40 nye terapeutiske samtaleforløb i 2022, mod 41 i 2021.

Stor stigning i deltagelsen til aktiviteter i fængsler

En stor del af Café Exits aktiviteter foregår indenfor murene i arrester og fængsler.

I 2022 var der flere end 4.500 deltagere til træffetider, caféeftermiddage, workshops, motion og andre aktiviteter i fængslerne. Det er en stigning på 63 procent sammenlignet med 2021.

Dobbelt så mange unge til kriminalpræventive foredrag som året før

I 2022 deltog der over 2.100 konfirmander og skoleelever i de kriminalpræventive foredrag, vi tilbyder til kirker og skoler. Det var mere end en fordobling i forhold til 2021, hvor der deltog godt 1.000 unge. Foredragene holdes af tidligere indsatte, som fortæller om deres liv og erfaringer, herunder udfordringerne ved at blive løsladt.

Genvalg til bestyrelsen

Ved generalforsamlingen, der blev holdt i Apostelkirken i København, blev tidligere departementschef Henrik Nepper-Christensen, tidligere direktør for Kriminalforsorgen William Rentzmann og programleder Birgitte Mazanti genvalgt til bestyrelsen. Fængselspræst Mette Kruse og Ruth Gøjsen (chef for Organisation og Læring i DeltagerDanmark) blev valgt som suppleanter.

Bestyrelsen består desuden af sogne- og indvandrerpræst Niels Nymann Eriksen (formand), fængselspræst Erik Adrian (næstformand), lektor Elmo Due og informationsmedarbejder Hans Andersen.

Hent Café Exits beretning for 2022-2023

Hent referat af generalforsamlingen

URL: https://cafeexit.dk/stor-stigning-i-cafe-exits-aktiviteter-i-2022/