Bent Dahl Jensen,
Chefen for alle landets offentlige anklagere har truffet en usædvanlig og drastisk beslutning ved at suspendere enhver brug af telebeviser. Men det er nødvendigt af hensyn til borgernes retssikkerhed, siger rigsadvokat Jan Reckendorff i et interview med Politiken.
”Jeg er simpelthen nået til det sted, hvor jeg ikke længere mener, det er forsvarligt at bruge teledata i sager, hvor folk kan risikere fængsel,” siger rigsadvokat Jan Reckendorff. Derfor sendte han søndag aften en instruks ud til alle landets anklagere om midlertidigt at indstille enhver brug af historiske teleoplysninger i bevisførelsen i straffesager. Foreløbigt gælder instruksen i to måneder frem til 18. oktober.
Årsagen til det opsigtsvækkende skridt er todelt. Rigspolitiet har således opdaget en ny fejl i sit it-system, der bruges til at samordne de data, som teleselskaberne registrerer om borgerne og udleverer. I juni kom det frem, at der på grund af systemfejl kan have manglet teleoplysninger i op mod 10.000 sager gennem syv år. Da var det vigtigt for Rigspolitiet at understrege, at der ikke var fejl i de anvendte teledata. Men det viser sig nu ikke at holde stik.
”Ved behandlingen af straffesager kan der være indgået fejlbehæftede masteplaceringer, som er anvendt til at sandsynliggøre en telefons position mv.,” lyder det i instruksen fra Rigsadvokaten.
• Læs hele artiklen på Politiken.dk (betalingsartikel)
Relateret artikel:
• Dommerforenings formand: ”Det er selvfølgelig relativt dramatisk”, Politiken.dk, 19-08-2019 (betalingsartikel)
URL: https://cafeexit.dk/rigsadvokaten-forventer-loesladelser-og-sagspukler-efter-beslutning-om-at-suspendere-brug-af-telebeviser/