Bent Dahl Jensen,
Storstrøms Fængsel, der blev indviet i sidste uge, er designet som et mini- samfund, hvor de indsatte skal leve et så normalt liv som muligt, skriver Berlingske.dk om det nye fængsel på Falster. Avisen skriver videre:
Idrætshallens ene væg er udsmykket af John Kørner. Motivet forestiller en forlist båd omgivet af måger og skvulpende bølger. Der er masser af lys. I kirken finder solen vej til rækken af bænke.
Også i cellerne, som er 13 kvadratmeter store, er der blevet plads til flere vinduer. Et går fra gulv til loft. Det er placeret i en særlig vinkel, så andre fanger ikke kan kigge ind, og så de indsatte kan betragte naturen fra cellen, der er placeret i særlige bo-enheder.
”Vi har koncentreret alle bygninger i midten af området omkring et centrum med fællesaktiviteter. Her er der et torv med for eksempel aktivitetshus, købmand, skole, kirke og andagtsrum. Vi har også gjort meget ud af, at de indsatte og personalet kommer til færdes blandt hinanden,” siger Mads Mandrup, arkitekt og partner hos C.F. Møller, der i samarbejde med landskabsarkitekt Marianne Levinsen har tegnet og udviklet konceptet bag fængslet.
Byggeriet, som skal erstatte statsfængslet i Vridsløselille, er bestilt af Kriminalforsorgen. Ideen har blandt andet været at skabe en hverdag for de indsatte, som i så høj grad som muligt minder om samfundet uden for, skriver Berlingske.dk. I artiklen beskrives fængslet yderligere, ligesom man kan se en serie billeder fra fængslet.
URL: https://cafeexit.dk/nyt-dansk-faengsel-vil-vaere-verdens-mest-humane/