Bent Dahl Jensen,
Voksne med en ADHD-diagnose, der har afsonet en fængselsdom, har større risiko for at begå ny kriminalitet end mennesker, der også har afsonet en fængselsdom, men som ikke har en ADHD-diagnose. Det viser en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (VIVE).
Undersøgelsen bygger bl.a. på registeroplysninger om 40.000 danskere født mellem 1985 og 2000, hvoraf nogle har fået en dom for kriminalitet.
Undersøgelsen viser, at mennesker med domme generelt har haft langt sværere livsbetingelser end den øvrige befolkning – men særligt de, der også har ADHD, er udsatte: De kommer oftere fra socialt belastede baggrunde, hvor forældre bl.a. hyppigere har haft psykiske lidelser eller har afsonet fængselsdomme, de har sjældnere selv en uddannelse og har oftere også andre psykiatriske diagnoser, end mennesker uden ADHD-diagnosen, der har fået en dom.
Analysen viser, at blandt mennesker der har afsonet en fængselsstraf, øger en ADHD-diagnose risikoen for, at man senere igen bliver idømt en fængselsstraf – men også manglende uddannelse og misbrug af stoffer eller alkohol er væsentlige risikofaktorer.
URL: https://cafeexit.dk/ny-undersoegelse-voksne-med-adhd-har-oeget-risiko-for-at-begaa-kriminalitet/