Bent Dahl Jensen,
I en ny undersøgelse har Justitsministeriets Forskningskontor undersøgt effekten af konfliktmægling for ofre, der har været udsat for en forbrydelse. Og den skuffende konklusion er, at forskningskontoret ikke har kunnet påvise nogen effekt af tiltaget, skriver Information.dk. Avisen skriver videre:
”Undersøgelsen viser, at vi ikke med de muligheder, som vi har haft for at lave undersøgelsen, kan finde belæg for at ofrene, der har deltaget i konfliktråd, er anderledes stillet end ofre, som ikke har deltaget i konfliktråd,” siger forskningschef Britta Kyvsgaard. Hun er medforfatter til evalueringsrapporten, der er baseret på danske registerdata.
Helt konkret undersøgte forskningskontoret, hvorvidt ofre, der har deltaget i konfliktråd, i mindre grad end ofre, der ikke har deltaget i konfliktråd, har modtaget en række sundhedsydelser og sociale ydelser, herunder samtaler med psykolog, kontakt med egen læge, kontakt med enten somatisk eller psykiatrisk hospital, medicin til behandling af psykiske lidelser, sygedagpenge eller overførselsindkomster som følge af arbejdsløshed.
I undersøgelsen påvises en generel vækst i behovet for disse ydelser umiddelbart efter offergørelsen, men det kan ikke påvises, ”at den del af ofrene, der har deltaget i konfliktråd, efterfølgende i mindre grad end de andre ofre har behov for disse ydelser”.
Britta Kyvsgaard understreger, at konfliktmægling godt kan have en positiv betydning for ofrene, selv om det ikke har været muligt at måle den:
”Vi kan sige, at det ikke har nogen effekt i forhold til de parametre, vi har målt på. Der kan vi ikke se en effekt, men det kan konfliktmægling sagtens have på andre parametre, som vi bare ikke har haft mulighed for at undersøge.”
URL: https://cafeexit.dk/ny-undersoegelse-om-effekten-af-konfliktmaegling-mellem-offer-og-gerningsmand/