Bent Dahl Jensen,
Kriminaliteten blandt 10-14-årige er næsten halveret i løbet af de sidste 6 år – også målt i forhold til antallet af unge. Det er en af de oplysninger, der fremgår af den nye statistik ”Kriminalitet 2015”, Danmarks Statistik har udgivet i dag. Statistikken belyser antallet af registrerede lovovertrædelser. De overtrædelser, der begås af de mindreårige, er især butikstyverier og brugstyverier af biler og cykler.
Statistikken er i år udvidet med et afsnit, der belyser anholdelser foretaget af politiet. Heraf fremgår det fx, at hver fjerde anholdelse er af en person, der ikke har bopæl i Danmark, herunder turister, asylansøgere og udlændinge med ulovligt ophold.
Blandt årets øvrige resultater fremhæver Danmarks Statistik følgende:
Der blev anmeldt 4 pct. færre overtrædelser af straffeloven i 2015 end i 2014 – det svarer til et fald fra 8.700 anmeldelser pr. 100.000 indbyggere til 8.200 anmeldelser pr. 100.000 indbyggere. Faldet skyldes først og fremmest, at der blev anmeldt færre indbrud og tyverier.
Andelen af frihedsstraffe var størst for voldsforbrydelserne, hvor næsten otte ud af ti afgørelser endte med frihedsstraf. Det er dobbelt så ofte som for overtrædelser af straffeloven generelt.
De yngre aldersklasser dømmes oftest for overtrædelse af straffeloven. Mere specifikt er det de 15-24-årige, der dømmes mest, og de ældste over 50 år, der dømmes mindst. Dog er antallet af domme blandt de 15-19-årige faldet med 46 pct. de seneste ti år.
URL: https://cafeexit.dk/ny-statistik-kriminalitet-2015/