Ny forskning om anmeldelser af seksuelle overgreb

Bent Dahl Jensen,  

Selvbebrejdelse og usikkerhed er blandt de hyppigste årsager til, at ofre ikke anmelder seksuelle overgreb. De fleste af de ofre, som anmelder overgrebet til politiet, er samlet set tilfredse med politiets håndtering, men der er fortsat aspekter ved anmeldelsessituationen, hvor politiet bør styrke arbejdet. Det viser to nye rapporter fra Justitsministeriets Forskningskontor, skriver Justitsministeriet.

En ny rapport – ”Anmeldelsestilbøjelighed blandt ofre for seksuelle overgreb” – fra Justitsministeriets Forskningskontor har fokus på, hvad der kendetegner seksuelle overgreb, som ikke ender med en anmeldelse.

Undersøgelsen viser, at når ofrene ikke anmelder overgreb til politiet, er en af begrundelserne ganske ofte, at de bebrejder sig selv eller er usikre på hændelsesforløbet. Også ønsket om at glemme hændelsen samt frygt for forskellige typer af konsekvenser ved en politianmeldelse angives af relativt mange ofre, som begrundelse for ikke at anmelde forholdet.

Undersøgelsen viser også, at ofre, der i forvejen har et kendskab til gerningspersonen, er mindre tilbøjelige til at anmelde overgreb. Det samme gør sig gældende med ofre, der har indtaget alkohol i et omfang, som betyder, at de har oplevet hukommelsestab i forbindelse med overgrebet.

Den anden rapport – “Ofres oplevelse ved anmeldelse af seksuelle overgreb til politiet” – beskriver ofrenes oplevelser hos politiet ved anmeldelse af seksuelle overgreb i sidste halvdel af 2016.

Den viser bl.a., at de fleste ofre samlet set er tilfredse med politiets behandling ved anmeldelse af seksuelle overgreb, men knap en tredjedel angiver dog, at de er utilfredse med politiets behandling. Nogle af de utilfredse ofre fremhæver, at de ikke følte sig trygge i anmeldelsessituationen, at de oplevede, at politiet ikke udviste forståelse, ikke tog dem alvorligt, ikke respekterede dem, eller ikke fandt deres forklaring troværdig. De fleste ofre angiver, at de fik mulighed for med egne ord at forklare hændelsen, og at de forstod politiets spørgsmål.

”Anmeldelsestilbøjelighed blandt ofre for seksuelle overgreb”

“Ofres oplevelse ved anmeldelse af seksuelle overgreb til politiet”

URL: https://cafeexit.dk/ny-forskning-om-anmeldelser-af-seksuelle-overgreb/