To fra Café Exit inviteret i TV 2 News for at tale om indsattes gæld fra sagsomkostningerCafé Exits organisationschef, Peter Dexters, er inviteret til at medvirke i et indslag på TV 2 News på søndag kl. 8 om indsattes gæld fra sagsomkostninger. Dagen efter er Kasper Asmussen, der er tidligere indsat, inviteret i studiet hos TV 2 News. Han studerer nu psykologi og er frivillig i Café Exit. Opfølgning på flere udsendelser om gæld fra sagsomkostninger
TV 2’s station i hovedstadsregionen, TV 2 Kosmopol, har flere gange i den forløbne uge sendt programmet ”Løsladt med kæmpe gæld”, hvor seerne bl.a. møder Christian Breum, der har en gæld fra sagsomkostninger på over 2,2 millioner kroner efter at have afsonet 15 domme. Han har nu holdt sig ude af kriminalitet i flere år og bor sammen med sin familie. Han betaler 2.700 kroner af på gælden hver måned, men samtidig vokser gælden med over 14.000 kroner om måneden. For der tilskrives 7,5 procent i renter årligt. Og det finder han uretfærdigt. ”Jeg kan ikke se meningen i, at jeg har afsonet min straf, men alligevel sidder jeg med en økonomisk livstidsdom,” siger Christian Breum. Han foreslår, at løsladtes gæld fjernes, hvis de holder sig ude af kriminalitet og har haft et arbejde i fem år. Det vil ifølge ham give et incitament til ikke at begå ny kriminalitet. Arbejdsgruppe foreslår ny model for unge
I programmet medvirker også lektor i kriminologi Annette Olesen, Aalborg Universitet, der har været med i en arbejdsgruppe, som i august afleverede en rapport om en ny model for opkrævning af straffesagsomkostninger. Ifølge TV 2 Kosmopol anbefaler arbejdsgruppen, at unge mellem 15 og 24 år skal have fjernet gæld for sagsomkostninger, hvis de holder sig fri for kriminalitet. Herudover er der i programmet interviews med professor Linda Kjær Minke, Juridisk Institut, Syddansk Universitet, og med Maria Durhuus (medlem af Folketingets retsudvalg for Socialdemokratiet), Mette Thiesen (retsordfører for Dansk Folkeparti) og Rosa Lund (retsordfører for Enhedslisten). Endelig er der et indslag om den svenske ordning, hvor dømte pålægges sagsomkostninger i forhold til deres betalingsevne.
Vi er i mål mht. antal medlemmer og gavebidragVi har her midt i december 358 medlemmer og 110 bidragydere, som har givet mindst 200 kroner til Café Exits arbejde. Dermed opfylder vi kravene til at være godkendt efter ligningslovens paragraf 8a, som betyder, at gavebidrag kan trækkes fra på selvangivelsen efter ligningslovens regler. Stor tak til enhver, der har støttet os i det forløbne år.
Café Exit holder lukket mellem jul og nytårCafé Exits afdelinger i København, Odense og Aarhus holder lukket mellem jul og nytår. Læs mere på hjemmesiden om åbningstider og aktiviteter omkring jul og nytår. Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår!
Om Café ExitCafé Exit er en forening, der arbejder for at støtte indsatte og tidligere indsatte til at leve som aktive mennesker uden kriminalitet. Det gør vi gennem en række tilbud, der bl.a. omfatter kultureftermiddage, gældsrådgivning, mentorforløb, rådgivning om job og uddannelse, bisidderfunktion, samtaler med frivillige terapeuter, workshops og meget mere. Café Exit har afdelinger i København, Odense og Aarhus. Ud over de faste medarbejdere er der tilknyttet omkring 130 frivillige, som hjælper med en række aktiviteter i og uden for fængslerne. Du kan læse mere om vores arbejde på CafeExit.dk – og på Facebook kan du løbende følge med i, hvad der sker i vores afdelinger i København, Odense og Aarhus. Du kan støtte Café Exits arbejde ved at blive medlem eller ved at sende et gavebidrag. |