Fangekoret høstede stående bifald på Folkemødet – og anerkendelse af statsministeren

Fangekoret høstede stående bifald på Folkemødet – og anerkendelse af statsministeren

Flere tusinde mennesker kvitterede med et stort bifald, da Fangekoret under ledelse af Louise Adrian optrådte på Folkemødets hovedscene forud for statsminister Mette Frederiksens tale. Koret sang to sange. Den sidste var Lennard Cohens ”Halleluja”, hvor de oprindelige vers er skiftet ud med tekster, der er skrevet af korets medlemmer om livet bag tremmer.

Da klapsalverne havde lagt sig, fortalte Tom Hansen (en af sangerne), at ugens koncerter på Bornholm var de sidste med Louise Adrian som leder, da hun er terminalt syg. Publikum gav korlederen en endnu større klapsalve som en tak og påskønnelse af hendes indsats med koret gennem 30 år. Da bifaldet havde lagt sig, var der et kort øjeblik en stilhed, som ellers sjældent opleves blandt en stor, tusindtallig skare foran Hovedscenen.

Statsministerens annoncerede tale blev – på baggrund af den voldelige hændelse, Mette Frederiksen var ude for ugen forinden – ændret til en samtale med radiovært Søren Dahl. Her fortalte Mette Frederiksen, ifølge Kristeligt Dagblad, at en af hendes største politiske drømme er, ”at flere ville gøre som Louise Adrian, det vil sige arbejde for, at kriminelle kan vende tilbage til samfundet og få et meningsfyldt liv”.

Der var også store bifald til Fangekoret, da det samme aften gav koncert i ”Himmel & Jord”-teltet. Her takkede Kriminalforsorgens direktør, Ina Eliasen, Louise Adrian for hendes mangeårige arbejde med Fangekoret. Hun sagde bl.a.: ” Du har med din tro på mennesker, med din tro i det hele taget og din enorme vilje gjort en forskel for så ufatteligt mange mennesker. Du har givet håb, hvor håbet var slukket. Du har vist en vej, hvor der ingen vej var at finde. Du har ikke bare løftet alle dem, der gennem tiden har deltaget her på korsiden, men også deres forældre, ægtefæller, børn og venner. Du har rørt alle dem, der har lyttet med, selv de allerhårdeste hunde.”


Debat på Folkemødet om retsfølelse, hårde straffe, uddannelse og resocialisering

”Hvordan straffer vi bedst?” og ”Kan man finde den rette balance, hvor borgernes retsfølelse tilgodeses samtidig med, at vi nedbringer antallet af fremtidige ofre for kriminalitet?”

De spørgsmål var på dagsordenen, da Café Exit på Folkemødet indbød til debat om retsfølelsen. Østifterne og Oak Foundation Denmark lagde telt til debatten, der blev modereret af Gertrud Højlund (studievært på TV2). Paneldeltagerne var Dansk Folkepartis retsordfører, Mikkel Bjørn,

psykologistuderende Kasper Asmussen, der har afsonet en narkodom og er frivillig i Café Exit, Linda Kjær Minke, der er professor i kriminologi ved Syddansk Universitet, og forsvarsadvokat Mette Maria Lorentzen, der også har været anklager.

Læs mere om debatten på Café Exits hjemmeside.


Åbningstider i sommerferien

Der er flere ændringer i åbningstiderne i Café Exits afdelinger i sommerferien, og de fleste aktiviteter holder lukket i en del af ferien. Læs nedenfor mere om åbningstider i de enkelte afdelinger.

 

København

Caféen holder åbent i den normale åbningstid, mandag-torsdag. Medarbejderne holder ferie på skift. Derfor opfordrer vi til, at du laver en aftale, før du kommer – så du ikke risikerer at gå forgæves.

Brætspilscaféen holder lukket i hele juli måned. Næste gang er onsdag den 7. august.

Madklubben holder åbent alle torsdage i sommerferien – undtagen den 11. juli.

Der er ikke kultureftermiddag i juli. Næste kultureftermiddag holdes torsdag den 29. august.

 

Odense

Caféen holder lukket i hele juli. Første åbningsdag efter ferien er mandag den 5. august.

Der er hverken madklub eller kultureftermiddag i juli.

Næste madklub holdes torsdag den 8. august.

Næste kultureftermiddag holdes onsdag den 28. august.

 

Aarhus

Caféen holder lukket i hele juli. Første arbejdsdag efter ferien er mandag den 5. august, og første åbningsdag i caféen er onsdag den 7. august.

Der er ikke madklub i juli. Næste madklub holdes onsdag den 7. august.

 

”Omstillingen” i Aalborg, der drives af præsten for løsladte i samarbejde med Café Exit, holder åbent den 1. og 8. juli. Der er ferielukket den 15. og 22. juli, og der er åbent igen mandag den 29. juli.


Om Café Exit

Café Exit er en forening, der arbejder for at støtte indsatte og tidligere indsatte til at leve som aktive mennesker uden kriminalitet. Det gør vi gennem en række tilbud, der bl.a. omfatter kultureftermiddage, gældsrådgivning, mentorforløb, rådgivning om job og uddannelse, bisidderfunktion, samtaler med frivillige terapeuter, workshops og meget mere.

Café Exit har afdelinger i København, Odense og Aarhus. Ud over de faste medarbejdere er der tilknyttet omkring 130 frivillige, som hjælper med en række aktiviteter i og uden for fængslerne.

Du kan læse mere om vores arbejde på CafeExit.dk – og på Facebook kan du løbende følge med i, hvad der sker i vores afdelinger i København, Odense og Aarhus.

Du kan støtte Café Exits arbejde ved at blive medlem eller ved at sende et gavebidrag.


Kommende begivenheder


    Café Exit

    *|LIST:EMAIL|*