Fangekoret fortsætter i et samarbejde mellem Danmarks Fængsler og Café Exit

Fangekoret fortsætter i et samarbejde mellem Danmarks Fængsler og Café Exit

Det blev mødt med klapsalver og stor glæde, da direktøren for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen, og Café Exits organisationschef, Peter Dexters, ved mindekoncerten for Louise Adrian lørdag den 10. januar i Apostelkirken annoncerede, at de to organisationer vil arbejde sammen om at fortsætte Fangekoret, som Louise Adrian startede og var leder af i omkring 30 år frem til sin død i august 2024.

Fangekoret har siden Louises død optrådt ved enkelte særlige lejligheder, bl.a. på Folkemødet og senest ved justitsminister Peter Hummelgaards nytårskur på Christiansborg. Men nu vil Danmarks Fængsler og Café Exit i fællesskab sætte gang i Fangekoret igen.

”Det Louise Adrian gjorde på egen hånd som en enmandshær, det skal vi nu være et kæmpe fællesskab om at løfte. Der er masser af mennesker, der skal tage et stort slæb, og det bliver fedt,” sagde Peter Dexters.

Ina Eliasen mindedes i sin tale Louise Adrian som et ”fuldstændig vidunderligt, ekstraordinært og meget, meget kærligt menneske”. ”Louise var – vil jeg sige – opfinder og leder af Fangekoret, og så var hun udfordrer af Kriminalforsorgen alle dage. Og det er derfor, Fangekoret blev, som det blev, for det kræver virkelig sin kvinde.”

Arbejdet med at ”skrue op” for Fangekoret bliver en af de opgaver, der skal samles penge ind til i det nye år.


Bliv frivillig netværksmentor eller frivilligkoordinator i nyt beskæftigelsesprojekt!

Café Exit har brug for frivillige til et nyt projekt, der skal motivere og støtte tidligere indsatte, som har svært ved at finde fodfæste på det almindelige arbejdsmarked, til at finde jobs, hvor de ved at bruge Det Sociale Frikort kan tjene lidt ekstra, uden at det går ud over deres kontanthjælp eller anden offentlig forsørgelse.

Det Sociale Frikort giver borgere med særlige sociale problemer mulighed for at tjene op til 44.691 kr. (2026) skattefrit, uden at indtægten fradrages i borgerens offentlige forsørgelsesydelser. Denne mulighed for at tjene lidt ekstra er et afgørende skridt for mange, der skal genopbygge struktur og tillid til arbejdsmarkedet.

I projektet kombineres muligheden for at benytte Det Sociale Frikort med en netværksordning, der sikrer individuel støtte, vejledning og netværk, så deltagerne får både praktisk hjælp og personlig støtte til at fastholde deres motivation.

Vi søger lige nu frivillige netværksmentorer og frivilligkoordinatorer til projektet. På hjemmesiden kan du læse mere om, hvad det indebærer at være netværksmentor og frivilligkoordinator. Du er også velkommen til at kontakte projektleder Anna Sabro Æbelø på mail asa@cafeexit.dk eller på tlf. 27 79 36 08.

Der er tale om et treårigt projekt med base i afdelingen i Aarhus, men projektet omfatter også afdelingerne i Odense og København. Så der er brug for frivillige i alle tre afdelinger.


Om Café Exit

Café Exit er en forening, der arbejder for at støtte indsatte og tidligere indsatte til at leve som aktive mennesker uden kriminalitet. Det gør vi gennem en række tilbud, der bl.a. omfatter kultureftermiddage, gældsrådgivning, mentorforløb, rådgivning om job og uddannelse, bisidderfunktion, samtaler med frivillige terapeuter, workshops og meget mere.

Café Exit har afdelinger i København, Odense og Aarhus. Ud over de faste medarbejdere er der tilknyttet omkring 170 frivillige, som hjælper med en række aktiviteter i og uden for fængslerne.

Du kan læse mere om vores arbejde på CafeExit.dk – og på Facebook og LinkedIn kan du løbende følge med i, hvad der sker i vores afdelinger i København, Odense og Aarhus.

Du kan støtte Café Exits arbejde ved at blive medlem eller ved at sende et gavebidrag.


Kommende begivenheder


Café Exit

*|LIST:EMAIL|*