Café Exit holder kreative workshops hver uge i det nye kvindefængsel i Jyderup

Café Exit holder kreative workshops hver uge i det nye kvindefængsel i Jyderup

Mandag den 11. oktober var der officiel indvielse af kvindefængslet i Jyderup, og i løbet af oktober er de sidste kvindelige indsatte blevet flyttet fra Horserød og Vestre Fængsel. Nu er alle samlet i Jyderup – både varetægtsfængslede og indsatte i åbne og lukkede afdelinger.

Det har også ændret arbejdet i Café Exits kvindeklubber, hvor frivillige laver kreative aktiviteter sammen med indsatte. Før blev der holdt kreative workshops hver anden uge i Vestre Fængsel og en gang om måneden i henholdsvis Horserød og Jyderup. Nu tager frivillige og medarbejdere mindst en gang om ugen turen til Jyderup, hvor de mødes med kvindelige indsatte. 14 frivillige skiftes sammen med Sasha Carvalho til at tage til Jyderup, som regel 3-4 stykker ad gangen.

De har materialer med, så de kan lave noget kreativt sammen. Smykker er altid et hit. Andre gange laver de postkort, syr eller strikker, maler negle, knytter armbånd, maler på lærred, laver decoupage og meget andet. Ofte er der gang i flere aktiviteter samtidigt, så alle kan være med. Det sker tit, at en og anden siger, at hun ikke er kreativ. Hvis noget er vanskeligt, hjælper man hinanden, og inden kvinderne fra Café Exit tager tilbage, har alle fået lavet noget. (Billedet er ikke fra fængslet, men fra en kultureftermiddag i København.)

Kvindefængslet har 143 pladser, fordelt på 58 arrestpladser, 45 åbne pladser og 40 lukkede pladser.

 

Lidt statistik om indsatte kvinder, der afsoner en fængselsdom

I løbet af 2019 blev 4.749 personer indsat i fængsel for at afsone en kortere eller længere fængselsdom. 239 af de nyindsatte var kvinder, hvilket svarer til 5 % af alle nyindsatte fængselsafsonere i 2019.

Hvad kendetegner de kvinder, som i 2019 begyndte at afsone en fængselsdom?

  • Over halvdelen (56,5 %) har en dom på under 4 måneders fængsel.
  • Næsten hver femte (19,6 %) har en dom mellem 4 og 11 måneder.
  • Knap en fjerdedel (23,9 %) har en dom på 1 års fængsel eller mere.
  • Mere end hver fjerde (25,9 %) var dømt for tyveri, hæleri mv.
  • Knap en fjerdedel (23,8 %) var dømt for drab, vold eller trusler – heraf drab (0,8 %) og vold eller trusler (23 %).
  • Omkring hver syvende (13,8 %) var dømt for grov narkokriminalitet eller for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Du kan i dette faktaark læse mere om kvinder i fængsel og de forskelle, der er mellem kvindelige og mandlige indsatte.

 

København: Salvation Gospel synger ved kultureftermiddagen i oktober

Ved kultureftermiddagen i København den 28. oktober får vi besøg af gospelkoret Salvation Gospel, der giver koncert kl. 17.

Koret består af 30-35 sangere – alle kvinder – med Sarah Moshage som dirigent. Det eneste mandlige medlem er pianisten Michael Bendtsen. Koret har base i Frelsens Hær på Frederiksberg Allé, og det har tidligere sunget i både Café Exit og det tidligere Vridsløselille Fængsel.

Kultureftermiddagen holdes i Apostelkirkens menighedslokaler, Saxogade 13, fra kl. 16.30.

 

Flere tidligere indsatte medvirker i nyt teaterstykke

Flere tidligere indsatte – og brugere af Café Exit – medvirker i teaterforestillingen ”STILLE SLAG”, der opføres i oktober og november på Teater Republique/Revolver. Der er premiere den 28. oktober, og sidste forestilling er den 10. november 2021.

Forestillingen handler om indespærring, hvor tidligere indsatte deler deres personlige historier og medvirker på scenen sammen med professionelle operasangere, der tilsammen sætter ord og musik på de følelser, der rammer mennesker i isolation.

STILLE SLAG er et nyskrevet korværk for 7 stemmer af Louise Alenius med tekst af Tanja Diers, iscenesat af Tue Biering i et visuelt koncept af Ida Grarup. Tekst og musik er skabt på baggrund af interviews med tidligere indsatte i danske fængsler.

Som optakt til forestillingen har Tanja Diers, Mads Brauer og Louise Alenius produceret podcasts med Boris Andersen, Jannik Vig og Simon Andersen. De kan alle afspilles på teatrets hjemmeside.

  • Læs mere om forestillingen her.

 


Du kan støtte Café Exits arbejde ved at blive medlem eller ved at sende et gavebidrag.


Kommende begivenheder


    Café Exit

    *|LIST:EMAIL|*