Musiktilbud til indsatte

Bent Dahl Jensen,  

I august-september 2013 holdes syv koncerter rundt omkring i danske fængsler som et musikalsk pilotprojekt i Kriminalforsorgen i samarbejde med Café Exit.

De syv koncerter holdes i de fængsler, der tager imod tilbuddet. Ved koncerterne bliver der mulighed for en dialog mellem indsatte og de medvirkende musikere, og de indsatte kan også komme med ønsker til repertoiret.

Formen er allerede afprøvet ved fire koncerter, der blev holdt i december 2012 på specialafdelingerne i Vridsløselille og i Vestre Fængsel med god respons fra de indsatte.

De nye koncerter bliver spillet af violinisten Lisbet Sagen sammen med enten guitarist Ole Kibsgaard eller harpenist Berit Spælling. Harpenisten optræder kun de steder, hvor forholdene er til det. Exits musikmedarbejder, Louise Adrian, oplyser, at fængslerne får tilbudt specifikke datoer med koncertarrangementer for fællesskabsafdelinger samt specialafdelinger.

 

Om musikerne

Alle tre musikere er fast tilknyttet ”MusikBeRiget”, som er et fastforankret musiktilbud på Rigshospitalets børneafdelinger. Projektet har kørt i fire år. Rigshospitalet har ved flere lejligheder givet udtryk for den positive effekt, musikken har på patienterne.

Lisbeth Sagen er uddannet violinist fra Utrecht Concervatorium, Holland. Freelanceviolinist ved de københavnske orkestre. Derudover en flittig studiemusiker, bl.a. for Hanne Boel. Iværksætter af projekt ”MusikBeRiget”.

Ole Kibsgaard er uddannet guitarist, har medvirket i diverse tv-shows, bl.a. Kaj og Andrea. Har som studiemusiker indspillet i over 250 sammenhænge over de seneste 15 år. Fast medlem af Shu-bi-dua. Derudover samarbejder Ole Kibsgaard fast med bl.a. Martin Brygmann og Kaya Brüel.

Berit Spælling er uddannet harpenist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Fast medlem af Trio Rococo. Fast tilknyttet Copenhagen Philharmonic gennem mange år. Spiller i duoen Deux Femmes. Flittigt brugt i Radiosymfoniorkesteret samt DR underholdningsorkesteret.

 

Om projektet

Den Obelske Familiefond finansierer koncerterne, som tilbydes i fængslerne. Exit ønsker at være med til at give indsatte nogle særlige musikalske oplevelser og fik mange gode reaktioner på musikernes optræden i december 2012. De indsatte syntes musikken var vedkommende og personlig, og især på isolationsafdelingerne var folk berørte.

Exit ønsker efterfølgende at evaluere på projektet og har et håb om, at musikerne fortsat må få mulighed for at afholde musiksessions for/med indsatte rundt I fængslerne.

URL: https://cafeexit.dk/musiktilbud-til-indsatte/