Mulighed for udgang til Exit

Bent Dahl Jensen,  

Direktoratet for Kriminalforsorgen har i et brev til Exit den 9. februar 2009 godkendt, at indsatte i forskellige sammenhænge kan få udgang til at kunne deltage i forskellige aktiviteter i Exit. Brevet er svar på en henvendelse, som Exit rettede til Kriminalforsorgen i 2008.

I brevet fra Direktoratet for Kriminalforsorgen nævnes følgende fem former for udgang/frigang:

1) Indsatte, der er tilknyttet Fangekoret fra Statsfængslet Vridsløselille eller koret “Horserødderne” fra Horserød, kan få udgang til at deltage i Exits kultureftermiddage den sidste torsdag i måneden – og at disse udgange er t betragte som korudgang.
For indsatte, der ikke er tilknyttet et kor, vil udgang til kultureftermiddagene kunne gives efter reglerne om udflugter.
Det oplyses samtidig, at hverken korudgang eller udflugter går ud over den indsattes mulighed for udgang for at besøge nære pårørende.

2) Indsatte har mulighed for at få frigang i de sidste seks måneder af deres afsoning med henblik på at arbejde som frivillig cafévært i Café Exit efter reglerne om frigang til fritidsaktiviteter.

3) Indsatte, der udstår fængselsstraf i 30 dage eller mere, kan – når løsladelsen nærmer sig – få udgang til at kunne mødes med Exits jobkonsulent.

4) Café Exit kan fungere som udgangsadresse i dagtimerne for indsatte uden nære pårørende, som de kan besøge.

5) Der er mulighed for, at indsatte, der har kontakt med Exit, kan – eventuelt i samarbejde med Exit – søge om afsoning i fængsel på Sjælland eller om ændring af en allerede truffen afgørelse om valg af afsoningsinstitution, hvis man finder, der er rigtig gode grunde, som taler herfor.

URL: https://cafeexit.dk/mulighed-for-udgang-til-exit/