Manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson efter Samling: "Der kom flere nuancer på paletten"

Manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson efter Samling: "Der kom flere nuancer på paletten"

Bent Dahl Jensen,  

Manuskriptforfatter Kim Fupz Aakeson kender fra sit filmarbejde rigtig meget til fængselsverdenen – senest fra arbejdet med tv-serien HUSET, og tilbage i 2004 lavede han dognefilmen ”Forbrydelser” sammen med instruktøren Annette K. Olesen.

Alligevel kom der ”flere nuancer på paletten”, da han mandag den 6. maj deltog i Café Exits Samling. Her fortalte han om tilblivelsen af HUSET, og bagefter blev der talt videre om serien i mini-workshop med forfatteren. Ved andre miniworkshops fortalte indsatte om bl.a. den stigmatisering, man kan opleve som indsat, om som mor at afsone med – eller uden – sit barn i fængsel, og flere andre sider af at være indsat.

Især indsattes blik på forholdene føjede nye nuancer til billedet, fortalte Kim Fupz Aakeson, da vi talte med ham kort tid før programmet sluttede. ”En ting er, at mange fængselsbetjente har reageret knap så positivt på serien, selv om nogle betjente har sagt, at de kender til eller har hørt om alt det, der har været i serien. Men det var nyt at høre nogle indsatte, som syntes, at vi tegnede et problematisk billede, eller at de gerne ville have flere aspekter med af at være indsat på programmet. Jeg troede, de var lykkelige for serien, men det var de ikke kun,” siger Kim Fupz Aakeson. Han tilføjer, at det siger noget om, hvor komplekst det er at lave historier sådan et sted. ”Jeg tror, det er det mest komplekse område, jeg har arbejdet med. Her er der så mange agendaer, så mange skæbner og så meget med procedure og sikkerhedsprotokol. Det er virkelig kompliceret.”

Den første sæson af HUSET bliver måske fulgt op af en sæson 2. Det er ikke endelig afgjort endnu, da DR overvejer et oplæg til 2’eren. Den kommer i givet fald til at foregå i et kvindefængsel.

”Vi var i forvejen klar over, at vi her træder ind i helt anden scene end de lukkede mandefængsler. Der er ingen bander, og der er et helt andet forhold til personalet. Det bliver fx ikke opfattet som suspekt, hvis en indsat taler fortroligt med en betjent. Men jeg har også mødt nogen her, som vi skal have talt mere med. Der var også en fra pårørendeforeningen, vi skal have fat i. For det er en stor del af det. Vi har allerede hørt historier om, at når manden kommer i fængsel, så sørger kvinden for, at børnene kommer på besøg, og at familien ses. Men det sker ikke altid, når kvinder med børn skal ind at sidde. Så glemmer mændene nogle gange at få samlet op, så børnene kommer af sted. Så det er nogle helt nye historier, vi skal fortælle, hvis vi får lov,” fortæller Kim Fupz Aakeson.

Læs mere om Samling og se flere billeder på Facebook

URL: https://cafeexit.dk/manuskriptforfatter-kim-fupz-aakeson-efter-samling-der-kom-flere-nuancer-paa-paletten/