Håb

Eftergivelse af gæld (35)

Eftergivelse af gæld betyder, at det offentlige helt eller delvist kan slette din gæld. Det gælder typisk gæld til Gældsstyrelsen, fx skat, bøder, underholdsbidrag eller tilbagebetalingskrav.

Du kan søge om eftergivelse, hvis du ikke har realistisk mulighed for at betale din gæld – hverken nu eller i fremtiden. Myndighederne vurderer bl.a. din indkomst, dine faste udgifter, din formue og om din økonomiske situation må anses for varig. Det er en konkret og individuel vurdering. I nogle tilfælde kan du få slettet hele din gæld, i andre tilfælde kun en del af den.

Eftergivelse behandles administrativt af Gældsstyrelsen. Det er altså ikke en domstol, der træffer afgørelsen.

Det er vigtigt at kende forskellen på eftergivelse og gældssanering. Gældssanering behandles af skifteretten efter konkursloven og kan omfatte både privat og offentlig gæld. Ved gældssanering fastsætter retten typisk en betalingsordning over en årrække, hvorefter resten af gælden bortfalder. Kravene er generelt strenge, og det er en domstolsproces.

Hvis du overvejer at søge eftergivelse, er det altid en god idé at få rådgivning først, så du ved, om du opfylder betingelserne, og hvordan du dokumenterer din økonomiske situation.

 

(35) Gældsinddrivelseslovens §§ 13-15a

De følgende tekster er skrevet i Café Exits Skriveværksted i Aarhus. Skriveværkstedet er en åben skrivegruppe faciliteret af PC Asmussen. Teksterne er skrevet til denne håndbog for at indgyde lidt håb til den hektiske situation du står overfor eller midt i. Nogle af forfatterne ønsker at være anonyme, andre er underskrevet med navn. Fælles for dem alle er, at det er prosatekster med afsæt i levet erfaring.

Kærligheden er borte. Ergo er der kun Håbet tilbage

Håbet er en imaginær, flygtig og farlig størrelse

Kærlighed har jeg intet af

Troen er på lavt blus

Der er kun håbet tilbage

Håbet, en følgesvend af tvivlsom karakter, men alligevel..

Jeg kan ikke lade være med at mumle de gammelkendte strofer”…………… har du mistet det gyldne håb, som du fik i gave ved din barnedåb”

Jeg forbinder Håbet med kristendommen

Utallige gange har jeg formanet min gamle far: Håbet er en farlig følgesvend

Alene at håbe er en gennemført umoden, tillært og naiv tankegang

Men alligevel, ”at the end of the day”, så er Håbet alligevel en fast og efterhånden eneste bestanddel af min aftenbøn.

 

Hver lørdag står jeg op klokken fem om morgenen og går ned til bageren

Jeg har hele verden for mig selv

Jeg køber molbosnegle og går hjem, laver kaffe, læser tegneserier

Så længe der er molbosnegle og tegneserier er der håb.

 

(Anonym, skrevet på Café Exit i Århus)

Har haft håb i mine hænder

Nu er det begrænset til mine minder

 

Min mor beder for mig, håber at se mig en hel sommer

 

Perkerne fra blokken er fanget af pillerne

Og snavs i næsen

 

Nu er mine hænder bundet af håndjern der strammer En panser skriger mig i øret

Håber jeg vil fatte noget

I det mindste indordner mig i gode gamle Danmark

 

Min far trådte ikke ved siden af

Selvom lommen var tom og hans familie var billeder i tasken

 

Selv sidder jeg i et rum

Min slags bliver tromlet i debatter og på slagmarken Uvelkommen men stadig på udkig efter en fremtid

Cecilie Beck i stram nederdel. Jeg glemmer nyhederne og de sidste 6 somre

 

Skønhed findes..

 

(Jonas)

Håbets Gennemslag.

Fremtiden ligner sprængte betondragere

Mulighederne står i nuancer af sort

Himlen er endeløs i gråt regnvejr.

Her er tomt som i en enecelle.

Var der bare en anden

til at bære en smule håb.

Men her er stille tavshed

og al for megen sorg.

 

Jeg ser en stråle af lys

i sprækkerne af den knuste beton.

Hørte jeg en fugl?

Jeg går mod lyset

gradvis ophæves de knuste konturer.

Lyset får en varm tone

luften begynder at lugte grønt.

Jeg hører regnen,

skolepigelatter,

og grødevejr,

fortæller om haver,

frugtræer

åbne velklædte huse

summende samtaler,

og en glad latter.

 

(Jens Iversen, 27/5 2025)

Min fars gamle veteranbil, en fabelagtig flaskegrøn Skoda Felicia

som jeg nu engang er så heldig at fræse rundt i

Feliciaen har vi haft i garagen siden årtusindskiftet

et kvart århundrede på bagen

ikke engang trekvart hundrede tusinde kilometer tilbagelagt

den er blevet vasket og plejet og opvartet som var det min bror

sikke en kompagnon, sikke et familiemedlem

 

Min gamle favorable fodboldtrøje er grøn

grøn med en kløver – kløvertrøjen

det er som at have en fortryllende grøn kappe på

Håbets kappe

sikke et klædestykke, sikke en følelse

 

De grønne vitaliserende afgrøder

dem bestilte jeg altid, da jeg var i arresten

ja, endda i bogstaveligste forstand;

Spinat, grønkål, agurker, broccoli og så videre

jeg vidste det ville give mig det lysegrønne håb om en bedre dag i

morgen

jo vist, krop og sind tog da heller ikke synderligt skade af et milligram

vitamin eller to

for med isolation og en livsændrende situation var det ‘the marginal

gains ’der gjorde forskellen

 

Var det ikke for det lysegrønne håb om en bedre dag i morgen

havde jeg nok ligget rallende, atrofisk og sammenkrympet i

rendestenen

og sagt tak for nu..

 

(Anonymm skrevet på Café Exit i Aarhus)

Jeg var forelsket engang. Det var et stort håb.

Mellem jorden og himlen blev jeg stjålet af din store kærlighed.

Men mit håb for dig døde.

Så svigtede jeg mit håb.

 

Jeg har siddet i fængsel i 20 år, og jeg har altid sagt til mig selv, at der ikke er noget håb tilbage i mit liv. Men det passede ikke. Mit håb kom tilbage så jeg kunne se mit fængsel i denne verden, og nu er jeg taknemmelig for det jeg har og for mine to børn. Jeg har mit håb igen.

Mit håb er, at der er en dag, når jeg står op om morgenen. Der er jeg taknemmelig og der er mit håb.

 

Wilson, celle 23, maj 2025.

Jeg håber, jeg vinder.

Bare det, jeg tabte, tilbage.

Eller bare noget af det, jeg tabte denne måned. Jeg håber, at jeg kan betale husleje.

Jeg håber, jeg vinder, så vi kan komme på ferie. Jeg håber, jeg vinder, så jeg kan handle ind i eftermiddag. Jeg håber, der går bare en dag mere, før banken lukker mit kort.

Jeg håber ikke, at min kæreste opdager noget. Jeg håber ikke, at vores børn mærker noget.

Jeg håber på at finde en løsning. Jeg håber ikke, at politiet opdager, hvad min løsning blev.

Jeg håber ikke, at politiet kommer, – ikke lige nu i hvert fald.

Jeg håber ikke, at min straf bliver lang. Jeg håber, at min familie kan tilgive mig. Jeg håber på den næste besøgsseddel.

Håbet er som kviksand.

Jeg kvæles langsomt.

 

(Jacob)

Håb definerer jeg på 3 måder:

  1. Ting jeg selv har indflydelse på, og kan gøre noget ved. Og på den måde frembringer det HÅB jeg har.
    • Ex. Hvis jeg HÅBER min forhånd i bordtennis bliver bedre.
    • Ex. Hvis jeg bliver bedre til mit arbejde
    • Eller en bedre Far
  2. Ting jeg kan hjælpe andre mennesker med, således at deres situation frembringer det håb de har.
    • Ex. Bruge min empati til at hjælpe, Familien, Ansatte, Venner og følge det til dørs og derved frembringe HÅB.
  3. Ting der er uden for min rækkevidde og mine manglende evner, der hvor jeg er helt og holdent i andres hænder.
    • Ex. Alvorlig sygdom, krig i verden, politiske uvorne love eller i en helt anden kategori vi har oddset på en fodboldkamp.

”Jeg bruger min energi positiv, og med et smil på læben – Det har gennem livet givet mig muligheder og derved HÅB.”

Smil til livet – så smiler livet tilbage til dig.

 

HÅB

 

(Claus, 57 år.)

Håb.

”Vi er samlet her i dag for at mindes.” Jeg står for enden af kisten midt i en propfuld kirke. Ingen siger noget, alle holder vejret. Sorgen ruller ind over en bænkerække, og som dominobrikker vælter de en efter en ind over hinanden i et håbløst grådkvalt krammende farvel til afdøde. Ingen siger noget. Stilheden er larmende, – kun afbrudt af få snøftende lyde rundt omkring i kirken.

”Han kunne ikke mere” fortsætter jeg og kigger ud over kirkegulvet, der er dækket af blomster og buketter. ”Han mistede håbet, gav op. Det var for hårdt at kæmpe videre med smerter og sygdom, fortalte han mig. Nu har han fået fred.”

Da håbet slukkedes, gik det hurtigt. Jeg besøgte ham ofte, indtil han døde. Først slukkedes lyset i hans øjne. Mørket rullede ind og opgivelsen tog over. Herfra gik det stærkt.

Når du mister håbet, mister du livet. Et liv uden håb er nok i virkeligheden slet ikke et liv. Jeg ved det ikke. Jeg ved dog, at når jeg møder mennesker uden håb tilbage, så går der sjældent lang tid før jeg igen hører mig selv sige; ”Vi er samlet her i dag for at mindes.”

(Mette præst, maj 2025.)