Bent Dahl Jensen,
”Hvordan giver man unge varetægtsfængslede en meningsfuld uddannelse? På den sikrede institution Sønderbro underviser de elever, der ikke vil undervises – og de kan se, at deres læringsfokus breder sig til den almindelige folkeskole,” skriver Politiken Skoleliv. Her er et uddrag af artiklen:
”Det er en tricky manøvre, som de ansatte i ungdomsfængslet Sønderbro på Amager i København hver dag begiver sig ud i.
Det handler om at snige undervisning ind, hvor end det kan lade sig gøre. Tag nu f.eks. den daglige madlavning. Her i køkkenet med dets stålblanke flader er hele den ene væg udstyret med en stor montre, hvor alverdens køkkenredskaber hænger side om side. Som genstande på et museum.
Ved siden af hvert redskab hænger et lille skilt; »kartoffelskræller« står der på ét, »pizzahjul« på et andet. Også »juliennejern« og »laksetang« er der blevet plads til. Og nederst hænger knive i alle afskygninger.”
”Den kender jeg! Det er en røveri-kniv,” som en af drengene glad udbrød, da han fik øje på en urtekniv.
Og selv om de ansatte trækker lidt på smilebåndet over historien, er det alfa og omega, at de unge lærer at stave, forklarer Hamid Vazin, der er institutionsleder på Sønderbro.
”Vi har haft tilfælde af 17-årige, som ikke kunne alfabetet. For dem er der jo virkelig lang vej endnu,” siger han og viser rundt på den sikrede institution. Her kræver hver dør en nøgle.
URL: https://cafeexit.dk/leder-i-ungdomsfaengsel-det-er-svaert-at-gennemfoere-egentlig-undervisning-med-bandemedlemmer/