Bent Dahl Jensen,
”Regeringens udspil mod ungdomskriminalitet er tiltrængt. Men sætter man 12-årige for en dommer, skal man også kunne forstå baggrunden for den enkelte unges kriminalitet,” skriver Karin Glad i et debatindlæg på Politiken.dk. Hun er leder af opholdsstedet Hjulsøgård UNG – og skriver bl.a.:
”… Ifølge det nye regeringsudspil ’Alle handlinger har konsekvenser’, der blev præsenteret for nylig, skal der bl.a. være en unge-lavalder på 12 år og såkaldte ungdomskriminalitetsnævn i politikredsene, som består af en dommer samt repræsentanter fra politiet og kommunen. …
Intentionen med udspillet er fantastisk. Men planen er i risiko for at blive en fiasko, hvis den ikke bliver grebet rigtigt an. …
Hvis nævnene skal have den tilsigtede præventive og livsændrende effekt, kræver det, at vi uddanner dommere, politi og kommunale repræsentanter grundigt og klæder dem på til at kunne håndtere målgruppens kompleksitet.
Derfor opfordrer jeg til at inddrage dagligdagens eksperter, der har værdifuld erfaring med de forskellige grupper af unge, som reformen berører.
Vi ved, hvad der virker. Vi ved, hvad der motiverer. Vi kender de unges respons på forskellige konsekvenser. Vi oplever gang på gang vigtigheden af at forstå baggrunden for, at de unge tager stoffer og begår kriminalitet.
Brug vores erfaringer som grundlag for at udrede årsagerne til kriminalitet og skabe de bedste, individuelle løsninger for de unge og deres familier. …”
URL: https://cafeexit.dk/leder-af-opholdssted-tiltraengt-udspil-mod-ungdomskriminalitet-men-vigtigt-at-forstaa-baggrunden-for-unges-kriminalitet/