Bent Dahl Jensen,
Hårdere fængselsstraffe, udvisning af kriminelle bandemedlemmer og visitationszoner vil ikke løse bandekrigen, der raser i København. Det gælder om at standse fødekæden til banderne, skriver kultursociolog Eyvind Vesselbo i en kronik i Politiken.dk. Eyvind Vesselbo, der i 2001-2015 var medlem af Folketinget for Venstre, skriver blandt andet:
”I stedet for bare at tælle antallet af skud og referere fra begivenhederne, kunne medierne med fordel forsøge at sætte de nuværende bandekonflikter ind i en historisk sammenhæng, gå ned i substansen, så man kunne få et billede af, hvad der tidligere er gjort på området, og hvorfor det ikke har virket.
Det kunne måske få det politiske system til indse, at der er brug for at foretage et paradigmeskifte, så der blev gjort noget, der faktisk virker.
Selv om situationen er meget alvorlig, råber politikerne igen bare op om, at situationen er uacceptabelt, og at der må gøres noget. Historien gentager sig. Man laver endnu en bandepakke med stort set det samme indhold som de tidligere, selv om de har vist sig ikke at virke.
På den måde har det politiske system i mere end 20 år spillet hasard med det danske samfund gennem mangelfuld indsats baseret på symbolpolitik. …
Historien gentager sig. Der er kommet en bandepakke 1 i 2009, en bandepakke 2 i 2014 og en bandepakke 3 i 2017. De to første pakker har ikke bremset den negative udvikling på bandeområdet. Problemerne med bandepakke 3, som lige er vedtaget, er, at der stort set bruger de samme virkemidler, hårdere fængselsstraf, udvisning af kriminelle bandemedlemmer, visitationszoner og mangelfulde exitprogrammer, som de foregående bandepakker, vel vidende at de ikke har sat en stopper for udviklingen af nye bander og bandekrigen.
Det vil derfor endnu en gang vise sig, at det ikke er nok at komme med denne form for signalpolitik og en skrap retorik. Det løser nemlig ikke problemerne.
Derfor bør der gribes effektivt ind nu gennem at bruge de redskaber, der virker, hvor forebyggelse og realistiske exitprogrammer bør få en helt central rolle for bl.a. at få stoppet fødekæden til banderne,” slutter Eyvind Vesselbo sin kronik i Politiken.dk.
URL: https://cafeexit.dk/kultursociolog-drop-symbolpolitikken-mod-bandekrigene/