Kritik: Danske fængsler er ikke gode nok til at huse ældre indsatte

Bent Dahl Jensen,  

Når ældre begår kriminalitet og får fængselsdomme, risikerer de at blive ramt hårdere af straffen end andre fanger, da de både bliver frihedsberøvet og fjernet fra den pleje, som deres jævnaldrende har adgang til ude i friheden. Det mener blandt andre Linda Kjær Minke, der er sociolog ved Syddansk Universitet, og som over en årrække har interviewet indsatte i danske fængsler. Det skriver Kristeligt Dagblad.

”Det kan være turbulent for ældre indsatte at være placeret et sted med mange unge, der har korte straffe, hvor der er meget fart på, og hvor de indsatte hele tiden skal prøve kræfter med hinanden og deres omgivelser. Jeg hører de ældre sige, at de hellere vil være placeret et sted, hvor man afsoner længere straffe, hvor der er mere ro på, og hvor de andre indsatte har en vis alder,” siger Linda Kjær Minke og henviser til Tyskland, hvor de har særskilte fængselsfløje for ældre indsatte.

Som Kristeligt Dagblad fortalte tidligere på måneden, er der siden årtusindskiftet sket en stigning på 132 procent i antallet af 60-79-årige danskere, der har fået en betinget fængselsdom – fra 172 personer i 2000 til 399 i 2015 – og en stigning på 32 procent i antallet af ældre, der bliver sendt direkte i fængsel med en ubetinget dom. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Og selvom ældre stadig kun fylder 2,1 procent af de danske fængselspladser, så stiller stigningen øgede krav til forholdene for de ældre i fængslerne.

URL: https://cafeexit.dk/kritik-danske-faengsler-er-ikke-gode-nok-til-at-huse-aeldre-indsatte/