Juraprofessor: Vi straffer børn og unge hårdere end voksne

Bent Dahl Jensen,  

Professor i strafferet Jørn Vestergaard retter i en artikel på Information.dk en hård kritik af den særlige ungdomssanktion, som efter hans mening straffer utilpassede og voldelige børn og unge under 18 år hårdere end voksne. Avisen skriver:

Unge på 16-17 år idømmes en lang og streng straf på op til to år, mens en 18-årig slipper med en forholdsvis kort fængselsstraf for samme forbrydelse. Det er bare et af problemerne med den særlige ungdomssanktion, der er et alternativ til ubetinget fængselsstraf for unge mellem 15 og 18 år, som begår alvorlig kriminalitet, mener professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet i en ny bog.

I flere sager prøver de unge ligefrem at slippe med en ubetinget fængselsstraf frem for den ungdomssanktion, som professoren kalder »vidtgående og skønsbetonede indgreb i den personlige frihed over for unge lovovertrædere, der straffes markant strengere end tariffen for voksne kriminelle«.

I 2014 blev 43 unge idømt en ungdomssanktion – 37 drenge og seks piger. En tredjedel havde anden etnisk baggrund end dansk. 21 var dømt for røveri, 11 for vold og fire for brandstiftelse. En tredjedel var under 15 år på gerningstidspunktet, men kun få var over 16 år.

Ungdomssanktionen blev indført i 2001, men står nu for skud op til de forhandlinger, som Folketingets partier skal i gang med om en ny ungdomskriminalitetspakke, skriver Information.dk, som også har talt med flere af de retspolitiske ordførere om deres syn på ungdomssanktionen.

 

I artiklen ”Vi har glemt de unge i fængsel. De straffes hårdere end dem over 18 år” (Information, 16-10-2017) uddyber Jørn Vestergaard, hvorfor han mener, at ungdomssanktionen bør afskaffes.

URL: https://cafeexit.dk/juraprofessor-vi-straffer-boern-og-unge-haardere-end-voksne/