Bent Dahl Jensen,
HR-direktør i Rigspolitiet, cand.jur. Ina Eliasen er blevet udnævnt til direktør for kriminalforsorgen med virkning fra den 1. juli 2020, oplyser Justitsministeriet. Hun afløser Thorkild Fogde, som tidligere på året blev udpeget som ny rigspolitichef.
Ina Eliasen har siden 2017 været ansat som HR-direktør i Rigspolitiet. Inden da har Ina Eliasen fra 2005 til 2017 arbejdet i Kriminalforsorgen – senest som områdedirektør i Kriminalforsorgen Hovedstaden, og tidligere som fg. fængselsinspektør på Københavns Fængsler og kontorchef i Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Justitsminister Nick Hækkerup (S) siger om den kommende direktør for Kriminalforsorgen: ”Ina Eliasen har solid erfaring med at drive et moderne fængselsvæsen, og jeg er sikker på, at hun er den helt rette til at skabe de fremtidige rammer for vores fængsler og arresthuse, som desværre er hårdt pressede i øjeblikket, og styrke den resocialiserende indsats.”
Kommende direktør for kriminalforsorgen Ina Eliasen udtaler: ”Jeg er utrolig glad for at være blevet udnævnt til ny direktør for så vigtig en organisation som kriminalforsorgen. En stærk kriminalforsorg er helt afgørende for arbejdet med at begrænse kriminalitet og dermed at skabe større tryghed i vores samfund. Jeg ser virkelig frem til at påtage mig opgaven sammen med alle de dygtige og dedikerede mennesker, der arbejder i og omkring kriminalforsorgen.”
• Link til pressemeddelelse fra Justitsministeriet
URL: https://cafeexit.dk/ina-eliasen-bliver-ny-direktoer-for-kriminalforsorgen-tiltraeder-1-juli/