Bent Dahl Jensen,
På seks år, fra 2013 til 2019, lukkede Holland 29 af sine 59 fængsler. I de 30 fængsler, der er tilbage, er antallet af indsatte næsten halveret. Opskriften på den særlige udvikling er blødere straffe kombineret med dalende kriminalitet i samfundet generelt, fortæller Jan van Dijk, professor emeritus ved hollandske Tilburg Universitet, til Politiken.dk. Han er tidligere direktør for det hollandske justitsministeriums forskningsafdeling.
»Den nyere historie om fængselspopulationen i Holland er totalt modsat den danske«, siger Jan van Dijk. I mange år har Holland været sammenlignelig med Danmark på flere parametre inden for kriminalitetsområdet. Men ifølge ham skiltes landenes veje på et tidspunkt, når det gælder straf af kriminelle. Nu kan forskellige tilgange altså aflæses i antallet af fængslede, mener professoren.
Virkningen af Hollands målrettede brug af alternative straffe imponerer Linda Kjær Minke, professor ved SDU og forskningsgruppeleder på Juridisk Institut. »De alternative straffe sammenlignet med fængselsstraffe mindsker risikoen for tilbagefald til kriminalitet. Samtidig er kriminaliteten ikke steget. Det er da ganske tankevækkende«, siger hun til Politiken.dk.
• Læs hele artiklen på Politiken.dk (betalingsartikel)
URL: https://cafeexit.dk/holland-lukker-flere-af-landets-faengsler-fordi-der-er-faerre-fanger/