Fuldt hus til første kultureftermiddag i Odense

Fuldt hus til første kultureftermiddag i Odense

Bent Dahl Jensen,  

Der var dækket op til omkring 50, da der blev inviteret til kultureftermidag i Sct. Hans Kirkes menighedslokale i Odense onsdag den 7. marts 2012. Alle pladser blev optaget, og der blev brug for ekstra stole i løbet af eftermiddagen, som fik et meget tilfredsstillende forløb.

Syv af Fangekorets medlemmer sang under ledelse af Louise Adrian. I løbet af eftermiddagen blev det til et blandet repertoire med nogle korets egne sange, et par gospelnumre og fællessang i Bamses “lille båd, der gynger” og Lars Lilholts “Kald det kærlighed”.

Ind mellem fortalte korets medlemmer om, hvad det har betydet for dem at være med i Fangekoret, men også om de vanskeligheder, der venter efter løsladelsen fra fængslet. Medarbejdere fra Exit fortalte om organisationens forskellige tilbud med rådgivning om job og uddannelse, retshjælp, kunst, musik og andre aktiviteter inden og uden for murene – og den store indsats, der udføres af et stort antal frivillige.

Ud over Fangekoret og Exit-medarbejdere deltog indsatte fra bl.a. fængslerne i Nyborg og Ringe, samt fængselspræsterne fra de to fængsler. Der var ex-indsatte, og arrangementet blev bakket godt op af en stor gruppe frivillige.

Inger Grinderslev, der sammen med projektmedarbejder Søren Carlos Rasmussen var mødeleder, annoncerede et af de tilbud, som man allerede nu kan trække på i Odense – nemlig et tilbud om samtaler hos terapeuter. Fem terapeuter fra kirken stiller sig gratis til rådighed for samtaler.

Om eftermiddagen blev der budt på et flot kagebord med kager, der var bagt af en tidligere indsat og en frivillig fra kirken, og om aftenen blev der serveret varm mad.

Inden kultureftermiddagen sluttede var der mulighed for at se kirken og høre lidt om dens historie – og mange benyttede sig af muligheden for at tænde et lys i kirkens lysglobe.

Der er planlagt kultureftermiddag en gang om måneden i resten af 2012 (bortset fra juli). Det foregår som regel den første onsdag i måneden, men der er et par undtagelser i foråret 2012. Næste gang er onsdag den 11. april.

 

URL: https://cafeexit.dk/fuldt-hus-til-foerste-kultureftermiddag-i-odense/