Formand for Det Kriminalpræventive Råd: Indsatte skal hjælpes ud af kriminalitet – ellers ender de i fængsel igen

Bent Dahl Jensen,  

”Langt de fleste fængselsindsatte begår ny kriminalitet, når de bliver løsladt. Det er den absolutte hovedregel. F.eks. begår 72 pct. af de løsladte indbrudstyve ny kriminalitet. Det er helt uacceptabelt. Det Kriminalpræventive Råd mener derfor, at partierne på Christiansborg bør styrke det resocialiserende arbejde i fængslerne markant, når de til efteråret forhandler en ny aftale for Kriminalforsorgen,” skriver Erik Christensen, der er formand for Det Kriminalpræventive Råd i et debatindlæg i Politiken. Han skriver videre:

”Fængslerne er under pres. Der mangler fængselsbetjente i de overfyldte fængsler. I 2015 var der omkring 3.400 indsatte. I 2020 var tallet steget til over 4.000 indsatte, mens antallet af fængselsbetjente er faldet fra godt 2.500 til ca. 2.000. Det stigende arbejdspres fører til et forrået miljø, der skader personalet og de indsatte – og i sidste ende ofrene.

Kriminalitet skal naturligvis straffes, og Kriminalforsorgen udøve kontrol for at fuldbyrde straffen. Men samtidig skal fængslerne støtte og motivere de dømte til at leve et kriminalitetsfrit liv. Den del af opgaven halter det med, selv om evalueringer viser, at arbejde og uddannelse kan hjælpe flere ud af kriminalitet.”

Læs hele debatindlægget på Politiken.dk (betalingsartikel)

Indlægget kan også læses på Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside

URL: https://cafeexit.dk/formand-for-det-kriminalpraeventive-raad-indsatte-skal-hjaelpes-ud-af-kriminalitet-ellers-ender-de-i-faengsel-igen/