Bent Dahl Jensen,
Selv om ungdomskriminaliteten falder, falder den markant mere for drenge end for piger. Det viser en nylig rapport fra Center for Boligsocial Udvikling (CFBU), skriver Information.dk. Pigerne begår typisk butikstyveri, trusler, bedrageri og simpel vold. Alligevel fylder de mest i medierne i forbindelse med mere atypiske episoder om slagsmål og grovere vold.
Rapporten fra CFBU viser, at antallet af sigtede drenge i udsatte boligområder er faldet med en tredjedel fra 2000 til 2015. For piger er der kun tale om et fald på 11 procent.
Pigerne udgør altså en større andel af kriminelle unge nu end tidligere.
”Det kan derfor være relevant at tænke i målgruppen af piger for kommende kriminalpræventive indsatser,” lyder det i rapportens anbefalinger.
Samme tendens viser sig i rapporter fra Justitsministeriets Forskningskontor, der peger på en ”øget ligestilling” mellem kønnene, når det kommer til kriminalitet. For 30 år siden var der fem drenge under 18, der blev dømt for hver pige. I dag gælder for to drenge for hver pige.
URL: https://cafeexit.dk/forebyggelse-piger-i-kriminelle-problemer-bliver-overset/