Bent Dahl Jensen,
En gruppe kriminelle, der begår afstumpet og umotiveret vold, skaber så meget utryghed i vores samfund, at det truer danskernes frihed, udtaler statsminister Mette Frederiksen (S) i et interview i Berlingske. Statsministeren bebuder i interviewet en større reform af det danske straffesystem, som regeringen præsenterer tirsdag den 23. august.
Reformen er et centralt led i en udlændinge- og retspolitisk pakke, der har til formål at sætte ind på to fronter: For det første skal straffene for en stribe alvorlige og personfarlige forbrydelser sættes »markant« op. For det andet skal retsområdet tilføres et betydeligt beløb for at sikre, at der er kapacitet til, at folk skal sidde længere tid i fængsel, herunder at der bygges et nyt fængsel.
Mette Frederiksen lægger ikke skjul på, at initiativet primært retter sig mod kriminelle udlændinge, der er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, skriver Berlingske.dk.
Statsministerens forslag bliver kritiseret fra flere sider.
Linda Kjær Minke, der er sociolog og professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, siger til DR Nyheder: ”Jeg forstår ikke formålet med dette udspil, for en lang række undersøgelser viser, at længere fængselsstraffe generelt ikke har nogen præventiv virkning. Forskning viser, at det handler om at sætte ind på det forebyggende arbejde, hvis man vil kriminalitet til livs.” Hun påpeger derudover, at længden af den gennemsnitlige ubetingede fængselsstraf allerede er steget markant de seneste 10 år.
Linda Kjær Minke sætter i en artikel i Jyllands-Posten spørgsmålstegn ved Mette Frederiksens påstand om, at danskerne føler sig utrygge. En undersøgelse fra Justitsministeriet viser, at 88 % af danskerne føler sig trygge i deres nabolag. Dog angiver hver femte dansker, at de føler sig utrygge i parker, på S-togstationer og ved stoppesteder. I en pressemeddelelse fra Justitsministeriet fra den 19. april 2022 lød det i omtalen af den nye offerundersøgelse, ”at bekymringen for personligt at blive udsat for kriminalitet samt for kriminalitet i samfundet er blevet mindre”. ”Så er det da lidt mærkeligt, at statsministeren mindre et halvt år efter siger det modsatte,” siger Linda Kjær Minke til Jyllands-Posten.
Kirminolog Anne Okkels Birk, der er bestyrelsesmedlem i den rets- og kriminalpolitiske tænketank Forsete, undrer sig i en artikel i Information over statsministerens udmelding og efterlyser fagligt belæg for påstandene. ”Jeg kan ikke lade være med at opfatte det som en dagsorden skabt til lejligheden i en valgkampstid. Forskningen viser, at høje straffe ikke fører til lavere kriminalitet,” siger Anne Okkels Birk og eksemplificerer, at USA har markant højere straffe for drab, men at drabsraten samtidig er cirka fem gange højere end den danske.
Hvis man fra politisk side vil højne retsfølelsen, bør man ifølge Anne Okkels Birk fokusere mere på ofret. ”Straflængde kan være et element, men retsfølelse hos ofrene handler om totaliteten, om ens oplevelse af hjælp fra samfundet. Får man eksempelvis tilbudt psykologhjælp, oplever man, at ens sag bliver efterforsket grundigt af politiet og kommer hurtigt for retten. Lige nu er der enorm ventetid hos domstolene, og det er skidt for retsfølelsen, når ofre i nogle sager skal vente årevis på, at gerningsmænd bliver dømt,” siger Anne Okkels Birk til Information.dk.
• Læs hele interviewet på Berlingske.dk (betalingsartikel)
Links til andre artikler om emnet:
• Ekspert kritiserer regeringens udspil om højere straffe: Jeg forstår ikke formålet, DR Nyheder, 21-08-2022
• Dagens overblik: Mette Frederiksens forslag om højere straffe møder kritik, Altinget.dk, 22-08-2022
• Statsministeren vil straffe hårdere. Men det fører ikke til lavere kriminalitet, siger kriminolog, Information.dk, 22-08-2022 (betalingsartikel)
• Professor fælder hård dom over Mette Frederiksens udspil om højere straffe, Jyllands-Posten, 21-08-2022 (betalingsartikel)
URL: https://cafeexit.dk/flere-kritiserer-statsministerens-forslag-om-haardere-straffe-foerer-ikke-til-lavere-kriminalitet/