Bent Dahl Jensen,
De danske fængsler har i den senere tid oplevet et stigende antal indsatte og et faldende antal fængselsbetjente, og flere fængsler er begyndt at holde de indsatte indespærret alene på deres celler i længere tid, skriver Information.dk.
I 2015 var der i alt 2.510 fængselsbetjente, og i 2018 var antallet 2.284, det svarer til et fald på ni procent. Samtidig er antallet af indsatte efter at være faldet i en årrække steget fra 3.422 i 2015 til 3.738 indsatte i 2018. Det svarer til en stigning på ni procent. Der er altså blevet færre betjente de seneste fire år til at passe på et stigende antal indsatte.
Det kan få negative konsekvenser for resocialiseringen, vurderer Linda Kjær Minke, kriminolog og lektor på Juridisk Fakultet ved Syddansk Universitet.
»Man kan frygte, at endnu flere vil falde tilbage i kriminalitet efter løsladelse,« siger hun til Information.dk.
Det er problematisk, at der mangler personale, fordi det betyder, at der ikke er tid til at arbejde med de indsattes resocialisering, mener man hos fængselsbetjentenes fagforening, Fængselsforbundet.
»Man kan sige, at vores funktion nu i bund og grund er at lukke døre op og i. Der er ikke ressourcer til at lave de gode ting sammen med de indsatte,« siger Mette Nielsen, forbundssekretær i Fængselsforbundet.
• Læs hele artiklen på Information.dk (betalingsartikel)
Kritikken af den lave bemanding i fængslerne er forståelig, siger direktør i Kriminalforsorgen Thorkild Fogde. Men han fremhæver også, at Kriminalforsorgen har sat gang i flere initiativer, der skal afhjælpe den nuværende situation, skriver Information.dk.
For at spare personaleressourcer har Kriminalforsorgen i efteråret 2018 startet et pilotforsøg i seks fængsler og arresthuse. Her bliver tiden, hvor de indsatte er låst inde på deres egne celler, øget med op til to timer i døgnet, og Kriminalforsorgen har besluttet at udvide forsøget til flere institutioner.
Linda Kjær Minke, kriminolog og lektor på Juridisk Fakultet ved Syddansk Universitet, kritiserer i dagens Information tiltaget, fordi det går ud over de indsattes resocialisering, når de sidder alene på deres celle og ikke kan motivere sig selv.
Thorkild Fogde medgiver, at det er en relevant problemstilling, og forklarer, at man i Kriminalforsorgen er opmærksomme på risikoen for, at de indsattes resocialisering bliver dårligere. Han mener dog, at man har fundet en fin balance mellem hensynet til ansatte og indsatte.
»De foreløbige erfaringer er gode, og det giver ikke anledning til de store problemer. Derfor har vi også udvidet forsøget, men til sommer laver vi en grundig evaluering og ser, hvordan det er gået alle forhold taget i betragtning,« forklarer han til Information.dk.
• Læs hele artiklen på Information.dk (betalingsartikel)
URL: https://cafeexit.dk/flere-indsatte-og-faerre-faengselsbetjente-laegges-pres-paa-faengselsvaesenet/