
Bent Dahl Jensen,
Det blev mødt med klapsalver og stor glæde, da direktøren for Danmarks Fængsler, Ina Eliasen, og Café Exits organisationschef, Peter Dexters, ved mindekoncerten for Louise Adrian i lørdag den 10. januar annoncerede, at de to organisationer vil arbejde sammen om at fortsætte Fangekoret, som Louise Adrian startede og var leder af i omkring 30 år frem til sin død i august 2024.
Fangekoret har siden Louises død optrådt ved enkelte særlige lejligheder, bl.a. på Folkemødet og senest ved justitsminister Peter Hummelgaards nytårskur på Christiansborg. Men nu vil Danmarks Fængsler og Café Exit i fællesskab sætte gang i Fangekoret igen.
”Det Louise Adrian gjorde på egen hånd som en enmandshær, det skal vi nu være et kæmpe fællesskab om at løfte. Der er masser af mennesker, der skal tage et stort slæb, og det bliver fedt,” sagde Peter Dexters.
Peter fortalte videre, at han ved justitsministerens nytårskur havde hilst på Fangekorets nyeste medlem, Lars, som havde talt om, hvor meget det havde betydet for ham, at han under sin afsoning var blevet bakket så meget op i sin afsoning af et andet kormedlem, at han faktisk ikke kunne forestille sig et bedre liv. ”Det minder mig om, hvad Fangekoret handler om: Kærlighed. Derfor er det vigtigt for mig, når vi går videre med Fangekoret, at huske, hvad det startede med at være. Louise så ikke Fangekoret som et resocialiseringsprojekt, men som et sted, hvor indsatte mødtes i kærlighed til musikken, og hvor musikken skabte kærlighed. At der så kan komme noget positivt ud af det i forhold til, at man ikke falder tilbage til kriminalitet, det må vi se som et kærkomment biprodukt.”
Ina Eliasen mindedes i sin tale Louise Adrian som et ”fuldstændig vidunderligt, ekstraordinært og meget, meget kærligt menneske”. ”Louise var – vil jeg sige – opfinder og leder af Fangekoret, og så var hun udfordrer af Kriminalforsorgen alle dage. Og det er derfor, Fangekoret blev, som det blev, for det kræver virkelig sin kvinde.”
Ina Eliasen fortalte om flere af sine minder med Louise Adrian og Fangekoret. Bl.a. ved Folkemødet på Bornholm i 2024. ”Det var en af de sidste koncerter, Fangekoret holdt med Louise som leder. Her fik jeg lov til at læse en masse af de ting, som indsatte havde skrevet til hende i afmagt over, at hun var syg. Det var utroligt smukke ting, der blev skrevet. Det blev en meget smuk aften, og jeg tror aldrig, at jeg har krammet så mange mennesker på en aften. Det var gæster, jeg ikke kendte. Det var nærmest samtlige i koret. Det var selvfølgelig Louise og hendes mand, Erik. Det var virkelig, virkelig en varm og kærlig aften. Og jeg er enig med dig Peter i, at det er det, der ligger i det her kor: Det er nærhed og kærlighed.”
URL: https://cafeexit.dk/fangekoret-fortsaetter-i-et-samarbejde-mellem-danmarks-faengsler-og-cafe-exit/