Fængselsforbundet: Mobilkontrol går ud over fællesskabstimer og besøg

Bent Dahl Jensen,  

“Hvis en varetægtsfængslet snuppes med en mobiltelefon, er det nu standardprocedure, at den indsatte rykkes til et af fire arresthuse med særlige indsatser for at opretholde et mobilfrit miljø. De fire arresthuse har siden 1. oktober 2016 været Randers, Aarhus, Helsingør og Køge,” skriver på Fængselsforbundets blad, Fængselsfunktionæren. Bladet skriver videre:

Men tiltaget med de såkaldte ”kategori 2”-huse lader meget tilbage at ønske for fængselsbetjentene. Det gælder for eksempel opgaverne med de mange visitationer, registreringer og den udvidede adgangskontrol. En af dem, der gør opmærksom på problemet, er fængselsbetjent og tillidsrepræsentant i Køge Arrest Rolf Peter Hansen.

”Vi mangler folk, da vi skal visitere langt oftere og registrere mere end tidligere. Det gør vi så, men det går ud over andre områder. Vi har for eksempel været nødt til at fjerne fællesskabstider og skære ned på besøgstiderne,” siger han.

Generelt har de høje sikkerhedsstandarder gjort huset langt mindre fleksibelt, og det går ifølge Rolf Peter Hansen ud over kontakten til de indsatte: ”Vi kan ikke prioritere relationsarbejdet lige nu på grund af tidspresset,” siger han.

 

Penge flyttet fra kriminalforsorg til grænsekontrol

I begyndelsen af januar skrev Jyllands-Posten, at ”et års grænsekontrol er endt med at blive så dyrt, at penge fra fængslernes budget er blevet brugt på at betale for indsatsen på grænsen.”

Avisen henviste til dokumenter fra Folketingets Finansudvalg, som traf beslutningen før jul. Der blev flyttet ca. 40 mio. kroner fra Kriminalforsorgen til politiet og hjemmeværnet ”som følge af ekstraordinære indsatser i grænseområderne”.

”Vi kunne sagtens have anvendt de penge i Kriminalforsorgen,” udtalte René Larsen, forbundssekretær i Fængselsforbundet, dengang til Jyllands-Posten. Han efterlyste ekstra personale:

”Hvis der er et tilstrækkeligt antal betjente på arbejde, og de er ude blandt fangerne, så får man opbygget bedre relationer mellem indsatte og ansatte. Det gør, at man mange gange vil blive underrettet, hvis der er noget undervejs – eksempelvis et planlagt overfald. Der er simpelthen nogen, der kommer og sladrer,” forklarede han til avisen.

URL: https://cafeexit.dk/faengselsforbundet-mobilsikre-arresthuse-mangler-faengselsbetjente-og-isenkram/